Der var god fredagsstemning blandt de danske eliteaktier fredag, men hos FLSmidth udeblev det gode humør, da selskabet berettede om mulige brud på Rusland-sanktioner.
C25-indekset steg 0,7 pct. til 1752,43 med plusser til 18 af de 25 eliteaktier.
1. maj havde egentlig sat langt størstedelen af de europæiske markedsdeltagere på sidelinjen, og hos Danske Bank bemærkede chefhandler Mads Zink også, at man som investor skal passe på med at tolke for meget på dagens udvikling, da de mange helligdage rundt om i Europa gav tynd handel.
- Der er meget stille derude i dag, konstaterede Mads Zink over for MarketWire.
Lidt impulser kom der dog fra Mellemøsten, hvor det lød, at Iran har svaret på USA's ændringsforslag til fredsaftalen mellem parterne - men uden indikationer på, hvad svaret egentlig lød.
Det gav lidt lettelse i olieprisen, som ved børslukketid var faldet knap 5 pct. fra samme tidspunkt torsdag.
FLS FALDT PÅ NYHED OM MULIGE SANKTIONSBRUD
FLSmidth tabte 2,6 pct. til 459,80 kr., da selskabet i en intern undersøgelse har vurderet, at der formentlig er sendt materiale fra tidligere udbud til personer i Rusland i forbindelse med potentielle projekter i Kasakhstan.
FLS har underrettet de relevante myndigheder, herunder U.S. Treasurys Office of Foreign Assets Control (OFAC) og Erhvervsstyrelsen, og vil samarbejde med myndighederne, efterhånden som den interne undersøgelse skrider frem, lød det.
På analytikerfronten fik FLS desuden sænket sit kursmål til 590 kr. fra 635 kr. hos svenske SEB Bank, som dog holdt fast i sin købsanbefaling af aktien.
Lidt værre gik det dog Vestas med et minus på 2,9 pct. til 189,45 kr. uden store åbenlyse nyheder bag.
Danske Bank endte under en smule teknisk pres, da retten til et udbytte på 6,14 kr. per aktie fragik. Aktien faldt dog blot med 1,6 pct. - eller 5,10 kr. - til 322,20 kr.
Analytikerne hos Jyske Bank løftede anbefalingen af Danske Bank-aktien til "køb" fra "hold" og kursmålet til 375 kr. fra 360 kr. efter torsdagens regnskab og nye 2028-ambitioner fra Danmarks største bankkoncern.
GN fik derudover sænket sine kursmål hos både Jyske Bank og Danske Bank. Jyske Bank skar kursmålet til 110 kr. fra 120 kr. med en fortsat holdanbefaling, mens Danske Bank barberede kursmålet til 130 kr. fra 145 kr. - dog med en fortsat købsanbefaling.
GN endte alligevel med et plus på 4,2 pct. til 99,80 kr. i toppen af C25-indekset.
FÆRRE NYE RECEPTER PÅ WEGOVY-PILLEN I DEN FORGANGNE UGE
Novo Nordisk fik sat punktum for en pæn uge med plus på 2,1 pct. til 278 kr. fredag efter torsdagens plus på 6,5 pct., som i øvrigt var årets hidtil største stigning for aktien.
Det var, på trods af at friske recepttal fredag viste, at der blev udskrevet færre nye recepter i USA for Novo Nordisks Wegovy-pille end ugen før.
Antallet af nye patienter på pillen var på 85.155 i uge 17 mod 87.186 i uge 16 og 79.854 ugen før, viser tal fra Symphony Health Solutions via Bloomberg News.
Over hele ugen steg Novo 6,9 pct.
Apropos Novo vil Zealand Pharma have Camilla Sylvest, som er tidligere kommerciel direktør i Novo Nordisk, med i bestyrelsen. Det lod til at falde i god jord hos investorerne, og Zealand steg 3,2 pct. til 309 kr.
Uden for C25 fastholdt Schouw & Co. i morgenens regnskab for første kvartal forventningerne til hele året.
Udover regnskabstallene offentliggjorde Schouw desuden en intention om at børsnotere fiskefoderselskabet Biomar selvstændigt.
Schouw-aktien steg 4,1 pct. til 684 kr.
Huscompagniets regnskab fredag bød også på fastholdte forventninger til hele året. Husbyggerens aktie gik frem med hele 9,6 pct. til 37,60 kr.
.\\˙ MarketWire