2026 i fokus
Midtvejsvalg i USA, forventede rentenedsættelser og massive investeringer i teknologi og infrastruktur sætter retningen for de finansielle markeder i det kommende år.
97 visninger
Når vi ser ind i 2026, er der ikke mangel på temaer, som kan påvirke de finansielle markeder. Tværtimod. Politik, pengepolitik og geopolitik flettes tæt sammen i et år, hvor investorerne igen og igen må navigere i et landskab præget af både muligheder og usikkerheder.
Ifølge seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel bliver én faktor dog ved med at fylde mere end de fleste andre: Donald Trump.
”Trump kommer helt sikkert også til at fylde meget i 2026,” forudser Mathias Dollerup Sproegel. ”Ikke mindst fordi der er midtvejsvalg i november. Det gør det sandsynligt, at han vil føre en politik, der i høj grad skal begunstige vælgerne og økonomien frem mod valget.”
I Europa vil økonomien blive understøttet af massive tyske investeringer i infrastruktur og forsvar."
Vækst og skattelettelser
Grundlæggende er forventningen, at den amerikanske økonomi forbliver robust ind i 2026. Skattelettelserne, som Trump har gennemført, vil for alvor kunne mærkes på forbrugernes konti næste år, og samtidig fortsætter investeringerne i et hidtil uset tempo.
”Vi forventer en amerikansk BNP-vækst på lidt over 2 procent i 2026. En stor del af væksten er drevet af investeringer i datacentre fra de store teknologivirksomheder,” forklarer Mathias Dollerup Sproegel og tilføjer: ”Studier viser, at omkring halvdelen af væksten i USA i 2025 kan henføres til netop disse investeringer – og der er intet, der tyder på, at tempoet aftager næste år.”
Ikke en boble – men et tema med risici
Kunstig intelligens fylder fortsat meget på markederne, og frygten for en AI-boble har meldt sig blandt investorerne.
”Vi er ikke bange for en AI-boble, men vi anerkender, at AI er et stort tema på finansmarkederne. Vi tror stadig meget på AI-temaet, og de store teknologivirksomheder planlægger at fortsætte med at investere voldsomt i datacentre,” understreger Mathias Dollerup Sproegel, der stadig holder øje med risikomomenterne i forhold til temaet.
Centralbanken i fokus
Pengepolitikken bliver samtidig et afgørende pejlemærke. Her forventer markedet yderligere to rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank (Fed), og det er seniorøkonomen enig i.
Det er usikkert, hvem der overtager posten som centralbankchef, når Jerome Powell stopper i maj 2026.
”Der er betydelig spænding om Powells afløser,” fortæller Mathias Dollerup Sproegel. ”Her nævnes Kevin Hassett og Kevin Warsh ofte. Spørgsmålet er, hvor uafhængig Fed kan forblive, hvis inflationen pludselig tager til igen, samtidig med at Trump presser på for lavere renter?”
Tysk motor og stigende investeringer
I Europa forventes der også mere fart på økonomien. Her spiller især Tyskland en nøglerolle, da der er iværksat flere enorme investeringspakker.
”I Europa vil økonomien blive understøttet af massive tyske investeringer i infrastruktur og forsvar, og vi forventer en europæisk vækst på omkring 1,5 procent i 2026,” forudser Mathias Dollerup Sproegel. ”De tyske investeringer forventes for alvor at slå igennem i anden halvdel af 2026, men forventningerne alene kan understøtte aktiemarkederne tidligere.”
På rentesiden er billedet mere stabilt. Her forventer seniorøkonomen ikke nogen renteændringer fra den Europæiske Centralbank i 2026.
Der knytter sig stor usikkerhed til, hvem der overtager posten som centralbankchef, når Jerome Powell stopper i maj 2026."
”Styringsrenten bliver liggende på 2 procent. Der spekuleres i en mulig renteforhøjelse sidst på året, men det ser vi ikke som sandsynligt,” siger Mathias Dollerup Sproegel. ”Til gengæld kan de lange renter stige en smule, da staterne skal låne store beløb for at finansiere en lempelig finanspolitik.”
Emerging Markets: Medvind fra dollaren
Seniorøkonomen ser også positivt på udviklingslandene – de såkaldte Emerging Markets – i 2026. Fortsatte rentenedsættelser i USA og en yderligere svækkelse af dollaren er typisk understøttende for disse lande.
”Kina vil fokusere rigtig meget på at understøtte økonomien, så vi forventer en lempelig finanspolitik i Kina,” vurderer Mathias Dollerup Sproegel. ”Hvis det lykkes at løfte det kinesiske privatforbrug, kan det give et betydeligt løft til både Kina og resten af EM.”
Det skal investorerne holde øje med i 2026
Afslutningsvis peger Mathias Dollerup Sproegel på en række forhold, investorer bør have særligt fokus på i det kommende år.
”Vi har især blikket rettet mod tre ting: Trumps retorik frem mod midtvejsvalget, fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland – og så udnævnelsen af en ny centralbankchef i USA,” konkluderer seniorøkonomen. ”Men i forhold til nøgletal anbefaler vi investorerne at holde øje med de amerikanske inflationstal og arbejdsmarkedsrapporter.”
Sammenfattende bliver 2026 et år, hvor global politik, centralbanker og store investeringer sætter retningen for finansmarkederne. For investorer handler det om at holde fast i strategien og navigere roligt i et landskab, hvor pejlemærkerne kan flytte sig hurtigt.