Skal du frygte en AI-boble?
I slutningen af 2025 tog diskussionen om en mulig AI-boble fart. Har investorerne været for optimistiske og alt for langt foran virkeligheden – eller er det begyndelsen på en ny teknologisk æra?
20 visninger
Finansielle bobler er ikke et ukendt fænomen. Perioder, hvor visse aktier er steget til uanede højder – for senere at falde tilbage, da boblen brast. Nu spørger flere, om det samme kan ske for aktier inden for kunstig intelligens (AI). Ifølge seniorporteføljemanager Nicolaj Jeppesen er der stadig potentiale i området.
”Vi mener ikke, vi er i en teknologisk boble. Men for udvalgte aktier har bevægelsen opad måske været for hurtig,” siger Nicolaj Jeppesen. ”Selvom der er lamper, som er begyndt at blinke, kan man risikere at gå glip af store stigninger, hvis man står af toget for hurtigt. Vores job som investorer er derfor nu at placere os rigtigt i forhold til fremtidens AI-vindere.”
Tallene taler deres eget sprog
Siden lanceringen af ChatGPT i 2022 har AI gjort sit indtog i hverdagen, på arbejdet og i erhvervslivet. Nu tvivler kun få på teknologiens potentiale.
Omsætningen hos den store mikrochip-producent Nvidia er seksdoblet siden 2022, drevet næsten udelukkende af efterspørgsel efter AI-chips. I samme liga investerer Microsoft, Google, Amazon og Meta tilsammen over 200 milliarder dollars årligt i datacentre og AI-infrastruktur.
Investeringerne er på niveau med udbygningen af det globale telenetværk – men hvor den udbygning tog årtier, sker AI-revolutionen på få år.
Ser man på kunstig intelligens, er AI markant anderledes end tidligere teknologibølger."
Det halter med de digitale produkter
Der er dog noget, der mangler. For mens investeringerne eksploderer, kæmper selv de største tech-selskaber for at vise, at de kan tjene penge på AI-softwareprodukterne.
”ChatGPT Plus koster 20 dollars om måneden, men OpenAI brænder stadig milliarder af hvert år,” forklarer seniorporteføljemanageren. ”Microsoft integrerer Copilot overalt, men den direkte indtjening er uklar. Andre softwareselskaber sælger AI-features – men primært som add-ons til eksisterende produkter, endnu ikke som selvstændige produkter.”
Afgørende forskelle fra dotcom-boblen
Med historikken in mente er sammenligningen med dotcom-boblen meget naturlig. Dengang var der også kraftigt stigende aktiekurser med fokus på fremtidsløfter frem for nuværende indtjening.
”Som vi ser det, er der afgørende forskelle fra tidligere finansielle bobler. Dot-com-æraen var domineret af umodne startups uden forretningsmodeller og med skrøbelige balancer,” uddyber Nicolaj Jeppesen. ”Dagens AI-boom drives derimod af verdens stærkeste virksomheder – Apple, Microsoft, Google osv. Nvidia har indtjeningsmarginaler på over 50 %, og især den teknologiske forsyningskæde leverer allerede stærk indtjening.”
Selv de bedste teknologier gennemgår store kursudsving, før de bliver mere almindeligt udbredte."
Ser man på kunstig intelligens, er AI markant anderledes end tidligere teknologibølger. Det er ikke en forbigående trend. Det er allerede integreret i produktudvikling, kundeservice, sundhedsvæsen og finanssektor – ofte uden at vi som kunder eller brugere bemærker det. Produktivitetsgevinsterne er målbare – spørgsmålet er blot, hvor hurtigt de slår igennem på bundlinjen.
Boblen versus teknologien
Ifølge de fleste analytikere vil AI transformere næsten alle industrier i det næste årti, præcis som internettet gjorde det. Men det betyder ikke, at alle aktiekurser er rationelle lige nu. Historien viser, at selv revolutionerende teknologier kan blive overvurderet på kort sigt, og det har porteføljemanageren for øje.
”Pointen er timing og værdiansættelse. Værdiansættelsen lige nu indikerer, at mange virksomheder allerede har indregnet en meget positiv fremtid – måske også for positiv,” vurderer Nicolaj Jeppesen. ”Så vi vil sandsynligvis se ind i perioder med kursfald. Hvis regnskaberne ikke lever op til de høje forventninger, hvis investeringerne ikke omsættes til indtjeningsvækst, og hvis konkurrencen intensiveres – så vil markedet reagere. Men det betyder ikke, at vi vil se et sammenbrud.”
De næste par år vil skille vinderne fra taberne."
Ingen teknologisk boble
Kunstig intelligens er en reel industri, der er kommet for at blive, og som vil ændre vores samfund. Men vejen frem bliver ujævn. AI vil uden tvivl præge økonomien i de næste mange år. I Sydinvest Megatrends er fokus på at være med på rejsen – men på et solidt, langsigtet grundlag.
”De næste par år vil skille vinderne fra taberne. Vores job som investorer er derfor nu at skille AI-fårene fra AI-bukkene og placere os rigtigt i forhold til fremtidens AI-vindere,” udtaler Nicolaj Jeppesen.
”Strategien er derfor ikke at flygte fra investeringer i AI. Det er at være selektiv og sikre god spredning – og huske, at selv de bedste teknologier gennemgår store kursudsving, før de bliver mere almindeligt udbredte.”