21. nov. 2024 kl. 10:00
1092 visninger

Nvidia vækster 94 % i omsætningen

Teknologiselskabet Nvidia overgik i nat analytikernes forventninger med 94 % vækst i omsætningen, men investorerne var ikke tilfredse ved aftenens lukning i USA.

Den amerikanske børslukning den 20. november 2024 markerede en vigtig dag for investorerne, da Nvidia, verdens mest værdifulde selskab, præsenterede sit seneste regnskab. 

Nvidia har i løbet af 2024 etableret sig som en ny konge på aktiemarkedet med de produkter, der ofte fungerer som motoren for de kunstig intelligens-løsninger, der er på markedet. 

Fortsat stærk efterspørgsel

Nvdias regnskab viste igen stærk efterspørgsel efter Blackwell, som er selskabets superchip.

Blackwell chippen, og Nvidias andre produkter, er stadig de mest efterspurgte komponenter i udrulningen af AI-teknologier verden over. Men på trods af den fortsat ekstremt store efterspørgsel, så er vækstraterne aftaget en anelse, og selskabets forventninger imponerede ikke aktiemarkedet, som de har gjort ved de seneste regnskabspræsentationer. Det betød, at aktien faldt i eftermarkedet, på trods af de flotte vækstrater.

Vores vurdering er dog, at AI-bølgen stadig har stærkt momentum, og Nvidia vil fortsat være det vigtigste selskab inden for trenden. 

Fonde med Nvidia Andel i fondene
Sydinvest Indeks Morningstar Leaders 11,4 %
Sydinvest Kvalitetsaktier 5,5 %
Sydinvest Megatrends 5,1 %
Sydinvest Megatrends Akk. 5,1 %

Indikator for teknologisektor

Markedet har i de seneste måneder været præget af større udsving, og Nvidias regnskab kan potentielt have en betydelig indflydelse på den generelle stemning blandt investorer. Mange investorer ser Nvidias præstation som en indikator for den generelle tech-sektor, og den stærke prognose for fremtidige kvartaler signalerer, at Nvidia er i stand til at opretholde sin vækst. 

Det fortæller samtidig, at udrulningen af kunstig intelligens fortsat vil forme vores fremtid, og at der stadig er fuldt tryk på kedlerne.

Fra gamere til allemandseje

I takt med at virksomheder globalt investerer i AI for at optimere deres driftsmodeller, er Nvidias rolle som leverandør af essentielle værktøjer til databehandling blevet mere fremtrædende.

Deres produkter er ikke længere kun populære blandt computerspillere; nu anvendes de også flittigt i en række industrier, herunder sundhedssektoren, finansverdenen og autonome systemer.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,6
Baseret på 7 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig