11. maj 2026
32 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Mindre renteløft efter nye spændinger i Mellemøsten

Obligationer/middag: Mindre renteløft efter nye spændinger i Mellemøsten

På en stille nøgletalsdag følger renten en stigning i olieprisen, der bliver sendt i vejret efter nye spændinger i Mellemøsten.

USA's præsident, Donald Trump, meldte i weekenden klart ud, at han ikke er tilfreds med de betingelser, som Iran har fremsat til amerikanernes forslag til afslutningen på krigen i landet. Betingelserne blev af præsidenten beskrevet som "fuldstændig uacceptable".

Meldingen har sendt olieprisen i vejret med 2,5 pct. for Brent-olien, hvilket i sin tur løfter forventningerne til inflationen.

Den tiårige danske statsobligation ligger mandag ved middagstid 2 basispoint højere i 2,85 pct. i forhold til fredagens lukkeniveau. Fredag steg renten med 1 basispoint.

Ifølge Kristina Maria Sørensen, der er analytiker i AL Sydbank, vil nyheder om krigen bestemme obligationsrentens retning mandag.

- Hvis nyhederne peger mod en aftale, kan renterne falde, og dollaren blive svækket. Hvis skibstrafikken gennem Hormuz-strædet derimod bliver mere usikker, kan det føre til højere renter og en stærkere amerikansk dollar, skriver hun i en morgenkommentar.

Dagens vigtigste nøgletal er et af de mindre. Mandag morgen viste inflationen i Danmark sig med en stigning til 1,4 pct. i april fra 1,2 pct. i marts, og den er nu fordoblet, siden Iran-krigen brød ud.

Det er især de høje brændstofpriser som følge af krigen mellem USA og Iran, der skubber inflationen i Danmark op. Men inflationen er på ingen måder faretruende høj, mener cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv.

- Selv om en inflation på 1,4 pct. på ingen måder er faretruende højt, så er status, at den hjemlige forbrugerprisinflation nu er blevet fordoblet som følge af blokeringen af Hormuzstrædet. Alt er dog bestemt ikke sort i sort i dagens inflationstal, skriver Tore Stramer i en kommentar.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde