Michael Thomassen er seniorporteføljemanager for Sydinvest Kvalitetsaktier. Michael har været porteføljemanager i Sydbank siden 2007. Michael er uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet og har efterfølgende erhvervet sig titlerne som Chartered Financial Analyst (CFA) og Financial Risk Manager (FRM).
De seneste tre år har kvalitet været ude af investorernes fokus. Mens kapital er strømmet mod kunstig intelligens, høj vækst og mere konjunkturfølsomme selskaber, er mange af markedets stærkeste virksomheder blevet handlet til stadig lavere værdiansættelser. Det gælder f.eks. virksomheder som Netflix, Visa og danske DSV.
Aktiemarkedet belønner ikke kun kvalitet
Det kan virke paradoksalt. Hvis kvalitetsselskaber er kendetegnet ved stærke markedspositioner, høj indtjeningsevne og robuste balancer, hvorfor har de så haft svært ved at følge markedet?
”Forklaringen er, at aktiemarkedet ikke kun belønner kvalitet. Det belønner også forventninger,” udtaler Michael Dahlwad Thomassen, der er seniorporteføljemanager for Sydinvest Kvalitetsaktier.
”Efter mange års stærke afkast blev kvalitetsselskaber generelt handlet til høje værdiansættelser. Samtidig blev investorernes fokus gradvist rettet mod de områder af markedet, der havde en højere forventet vækst,” påpeger Michael Dahlwad Thomassen.
For os handler kvalitetsinvestering ikke om at eje de aktier, der er mest populære lige nu.
Uændrede vækstmuligheder
Resultatet har været, at kvalitet som investeringsstil er blevet markant billigere. I mange tilfælde er virksomhedernes konkurrencemæssige positioner, indtjening og langsigtede vækstmuligheder uændrede, mens værdiansættelserne er faldet betydeligt.
”Det har også præget vores investeringsstrategi,” forklarer Michael Dahlwad Thomassen. ”I perioder, hvor traditionel kvalitet har haft det svært, har vi fundet attraktive muligheder andre steder i markedet. Blandt andet har vi investeret i selskaber med eksponering mod AI-investeringer, ligesom vi i perioder har øget eksponeringen mod mere cykliske virksomheder, når vi har vurderet, at afkastpotentialet har været attraktivt.”
Attraktivt værdiansættelsesniveau
Samtidig er der opstået et interessant paradoks. Jo længere kvalitet har været upopulært, desto mere attraktivt er værdiansættelsesniveauet blevet.
”Et godt eksempel er selskabet Copart,” forklarer Michael Dahlwad Thomassen. ”Selskabet har gennem mange år opbygget en unik markedsposition inden for online auktioner af skadede køretøjer. Copart er efter vores vurdering en af de stærkeste forretningsmodeller i porteføljen. Virksomhedens konkurrencemæssige fordele er ikke blevet mindre de seneste år, men aktien handles i dag til en værdiansættelse, som vi vurderer, er blandt de mest attraktive i lang tid.”
Michael Dahlwad Thomassen
Investerer i langsigtet værdi
”For os handler kvalitetsinvestering ikke om at eje de aktier, der er mest populære lige nu,” understreger Michael Dahlwad Thomassen. ”Det handler om at investere i virksomheder, som kan skabe værdi gennem mange år, og hvor værdiansættelsen giver et attraktivt afkastpotentiale.”
”Vi ved ikke, hvornår investorernes interesse vender tilbage til kvalitet,” konstaterer Michael Dahlwad Thomassen.
Men efter flere års modvind vurderer han, at udgangspunktet for mange kvalitetsselskaber sjældent har været stærkere. Netop derfor mener seniorporteføljemanageren, at kvalitet kan have potentiale til igen at levere stærke afkast, når markedets fokus flytter sig fra de mest populære temaer tilbage mod virksomhedernes underliggende indtjening og konkurrencekraft.