Også i New York tager aktiehandlerne positiv imod den nedeskalering af toldtrusler og konflikt om ejerskab af Grønland, som USA's præsident, Donald Trump, præsenterede onsdag i Davos.
Torsdag er der udsigt til en lettere optimistisk åbning af de amerikanske børser, hvor futures på de tre ledende aktieindeks løftes med 0,5 pct. for de brede S&P 500-indeks, med 0,8 pct. for det teknologidominerede Nasdaq-indeks og med 0,3 pct. for de tunge aktiers Dow Jones-indeks.
Dermed er der udsigt til en fortsættelse af den fremgang, som Trumps nye signaler allerede udløste i onsdagens amerikanske aktiehandel, som lukkede med synkron stigning på 1,2 pct. til de tre indeks.
For S&P 500-indekset var der tale om det den største procentvise stigning på en enkelt dag i to måneder.
IMPULSER FRA REGNSKABER OG MAKRO
Torsdag vil handlerne kunne hente inspiration fra såvel selskabsnyheder som fra vigtige nøgletal.
GE Aerospace har før åbningen fremlagt bedre end regnskabet for fjerde kvartal, som samtidig viste en bedre udvikling end ventet. I fjerde kvartal skabte selskabet et justeret resultat på 1,57 dollar per aktie, hvor analytikerne havde ventet 1,43 dollar. Omsætningen var 11,9 mia. dollar, mens analytikerkonsensus her var 11,2 mia. dollar.
I 2026 venter GE Aerospace en justeret indtjening per aktie på 7,1-7,4 dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 7,1 dollar.
Industriaktien falder alligevel 0,5 pct. i formarkedet.
Procter & Gamble taber 0,9 pct. i formarkedet. Den globale forbrugsvarekoncern, der står bag brands som Gillette, Pampers, Pringles og Ariel, skuffer en smule med salget i andet kvartal af regnskabsåret 2025/26.
Abbott Labs falder 5,7 pct. efter offentliggørelse af skuffende forventninger til overskuddet i første kvartal af det nye regnskabsår og et salg i fjerde kvartal under det ventede. I årets første kvartal venter Abbott et resultat per aktie på 1,12-1,18 dollar, eller lige under analytikeres bud på 1,19 dollar op til regnskabet.
Chipproducenten Intel, hvis aktier er steget med 47 pct. siden årets start, kommer med resultater efter markedernes lukning. Aktien løftes 1,1 pct. i formarkedet.
Den amerikanske børsnoterede aktie i Alibaba Holdings stiger 3,8 pct. i formarkedet, efter at Bloomberg News har oplyst, at den kinesiske e-handelsvirksomhed forbereder sig på at børsnotere sin chipproduktionsafdeling, T-Head.
NYE LEDIGE OG STABIL INFLATION
Dertil byder handelsdagen på et par væsentlige makroimpulser.
Nye data for nye ledige i sidste uge ventes ifølge Bloomberg News at vise en tilgang på 209.000 nye ledige mod 198.000 nye ledige ugen før.
Efterfølgende kommer nøgletal for de personlige forbrugsudgifter PCE i november, som ventes at vise en stigning på 2,8 pct. på årsbasis i november.
Kerneudgifterne, Core PCE, som er det foretrukne inflationsmål for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ventes også at vise en stigning på 2,8 pct.
Nøgletallet ses som et af de vigtigste signaler for Federal Reserves pengepolitiske beslutninger. Centralbank ventes i vid udstrækning at fastholde renten i næste uge på grund af vedvarende inflation og tegn på en robust økonomi.
.\\˙ MarketWire