Brødrene A&O Johansen har lagt et kontant købstilbud på den norske børsnoterede elgrossist og elbyggemarked Elektroimportøren på 22 norske kr. per aktie.
Det fremgår af en meddelelse fredag.
Tilbuddet svarer til en præmie på 57 pct. i forhold til torsdagens lukkekurs på 14 norske kr. og værdisætter Elektroimportøren til 1117 mio. norske kr. eller hvad der svarer til 743,2 mio. danske kr.
- Elektroimportøren er en virksomhed med en stærk markedsposition og en loyal kundebase. Den planlagte fusion passer perfekt ind i vores ambition om at vokse i hele Norden, udtaler Niels Axel Johansen, administrerende direktør for A&O, i meddelelsen.
I det norske selskab anbefaler bestyrelsen i Elektroimportøren sammenstemmende aktionærerne at takke ja til købstilbuddet.
- For Elektroimportøren er dette et naturligt næste skridt. At blive en del af en større nordisk koncern giver os større skala, stærkere leverandørrelationer og ressourcerne til fortsat at investere i vores kunder og vores medarbejdere, lyder det fra Lars Tendal, administrerende direktør for Elektroimportøren.
Tilbudsperioden løber frem til 5. august, hvor det blandt andet betinges, at aktionærerne der repræsenterer mindst 90 pct. af selskabets aktiekapital takker ja til tilbuddet. Dog har aktionærer der holder hvad der svarer til 46,65 pct. af aktiekapitalen, allerede takket ja til købstilbuddet.
Blandt dem, som har takket ja, er WQZ Investment Group, Varner equities, Odin Norge og flere andre storaktionærer, mens også finansdirektøren Jørgen Waldal Wist og bestyrelsesmedlem Kjersti Hobøl har forpligtet sig til at sælge deres aktier.
Elektroimportøren omsatte i 2025 for 1,79 mia. norske kr. Selskabet venter i andet kvartal en omsætning på cirka 390 norske kr., men har ikke fastsat en prognose for hele året, lyder det i meddelelsen.
- På baggrund af de oplysninger, der foreligger på nuværende tidspunkt, og selskabets aktuelle interne vurdering forventer selskabet dog ikke, at dets økonomiske resultater for 2026 vil afvige væsentligt fra den nuværende konsensus blandt analytikernes skøn vedrørende de vigtigste økonomiske nøgletal, lyder det.
Ifølge Bloombergs konsensusestimater venter analytikerne en omsætning i 2026 på 1,97 mia. norske kr. mens den justerede indtjening per aktie ventes at lande på 1,31 norske kr. I 2025 var den justerede indtjening per aktie på 0,62 norske kr. per aktie.
.\\˙ MarketWire