Normalt lægger stigende renter og højere energipriser pres på aktiemarkederne. Derfor var det bemærkelsesværdigt, at aktierne fortsatte den positive udvikling i september, som vi har set gennem årets første otte måneder. Udviklingen var primært båret af de amerikanske aktier. Stærke regnskaber, store investeringer i kunstig intelligens og en stærk amerikansk økonomi fortsatte med at støtte aktierne. De stigende renter og den højere oliepris påvirkede dog dele af aktiemarkedet. De rentefølsomme og energiintensive aktier kunne således ikke følge de øvrige aktier.
Den mest markante udvikling i september var isoleret set rentestigningerne.
Vi har nu nået renteniveauer, som vi ikke har set i mange år både i USA og Europa. Samtidig er forventningerne til yderligere renteforhøjelser steget i takt med, at inflationen igen har vist tegn på tiltagende pres.
Energipriserne er stærkt medvirkende til de rentestigninger, vi har kunnet iagttage på obligationsmarkederne. Jo længere olieprisen befinder sig på de nuværende høje niveauer, desto større er risikoen for at inflationen bider sig fast og at renterne fortsætter den seneste udvikling. På den anden side kan energipriserne falde lige så hurtigt som de steg, da de i høj grad er påvirket af den geopolitiske udvikling, som hurtigt kan ændre sig.
Makroøkonomi: Global vækst holder stand
Stigende renter, højere energipriser samt told på mange varegrupper formår ikke at dæmpe den globale vækst. I OECD’s seneste økonomiske rapport fra september, forventes den globale vækst at ligge på 2,9 % i 2026 og 3,0 % i 2027. Det er ikke et udtryk for højvækst, men det understøtter billedet af en verdensøkonomi, der fortsat viser modstandskraft trods højere renter og usikkerhed. Det skal dog tilføjes, at OECD henviser til en stor usikkerhed omkring deres estimater. Rapporten tager udgangspunkt i en forventning om, at energipriserne vil falde i løbet af 2027, hvilket er vigtigt at notere sig i denne sammenhæng.
Afkast i % på de modne aktiemarkeder i september, målt i kr.
Kilde: LSEG Datastream
Afkast i % på emerging markets i september, målt i kr.
Kilde: LSEG Datastream
Udsigten: Engergipriser og regnskaber i fokus på kort sigt
På kort sigt er det centrale tema ganske givet konflikten i Mellemøsten. Centralbankernes rentepolitik er og har over tid været stærkt sammenfaldende med energipriserne. Det gælder i særlig grad for den Europæiske Centralbank. Derfor vil en aftale i konflikten sandsynligvis hurtigt kunne aflæses i renterne og dermed også på obligationsmarkederne.
Foruden energipriser og renteudviklingen bør specielt regnskaberne fra de store AI- og teknologiselskaber følges tæt. Da disse selskaber har bidraget væsentligt til de seneste års kursstigninger, vil investorerne følge regnskaberne nøje for tegn på, om væksten fortsat kan leve op til de høje forventninger.
Selvom der fortsat er usikkerhed omkring renteudviklingen, energipriserne og den geopolitiske situation, understøttes de finansielle markeder fortsat af en global økonomi, der viser større robusthed end mange havde forventet.