Genmab lægger sig i toppen blandt de danske eliteaktier tirsdag, efter at selskabet har fået godkendt et af sine kræftmidler i EU.
Med i toppen er også Novo Nordisk og Coloplast, mens de grønne aktier, NKT, Vestas og Ørsted, synker til bunds.
Samlet set er der dog overvejende positiv stemning, og C25-indekset løftes fra start 0,6 pct. til 1889,89 med plusser til 18 af aktierne og minusser til syv.
Uden for eliteindekset har Greenmobility sænket sine salgsforventninger efter et skuffende andet kvartal, og aktien sendes da også kraftigt tilbage efter få minutters handel.
GENMAB-LÆGEMIDDEL FÅR GODKENDELSE AF EU OG JEFFERIES HÆVER KURSMÅLET
Genmab kan glæde sig over, at EU-kommissionen har godkendt kræftmidlet Tepkinly til behandling af patienter med kræftsygdommen follikulært lymfom i kombination med Lenalidomide og Rituximab, også kaldet "R2".
Godkendelsen er en såkaldt andenlinjebehandling. Det betyder i praksis, at patienter med denne kræftsygdom får Tepkinly som behandlingsmulighed ved første tilbagefald, hvor en effektiv indsats er afgørende, fortæller Genmab.
Derudover er det værd at bemærke, at Jefferies analytikere har hævet kursmålet for Genmabs aktie til 2800 kr. fra 2650 kr. Det nye kursmål er et godt stykke over slutkursen på 1827,50 kr. mandag, da aktien faldt 2,2 pct.
Tirsdag åbner Genmab-aktien 2,4 pct. højere i 1873 kr.
Hos Jefferies ser man i øvrigt frem mod Genmabs halvårsregnskab med en forventning om, at der er potentiale for en opjustering af selskabets forventninger til hele året. Baggrunden er salget af det storsælgende kræftmiddel Darzalex, hvor Jefferies' estimat ligger 5 pct. over Genmabs egne forventninger.
ANALYTIKERE LØFTER KURSMÅL FOR ROCKWOOL, FLSMIDTH OG NOVO
Ændrede kursmål er der til FLSmidth og Novo Nordisk. Førstnævnte har fået løftet sit kursmål til 620 kr. fra 585 kr. af amerikanske Goldman Sachs, mens Jyske Bank har løftet sit kursmål for Novo til 330 kr. fra 305 kr. Også Danske Bank har løftet kursmålet for Novo-aktien til 365 kr. fra 355 kr.
I analyser fra både Jyske Bank og Danske Bank fremgår det tirsdag, at en opjustering af årsforventningerne formentlig er på programmet, når Novo fremlægger regnskab for andet kvartal.
Aktien i Novo stiger 1,9 pct. til 327,20 kr., imens FLS-aktien starter dagen 0,7 pct. lavere i 483,20 kr.
Analytikerne hos svenske SEB har også haft gang i regnemaskinen og har på den baggrund hævet kursmålet for Rockwools aktie til 275 kr. fra 260 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", viser data fra Bloomberg News.
Finanshuset ser blandt andet fremgang i andet halvår af 2026, hvor de højere energiomkostninger kan blive delvist opvejet af prisstigninger og dermed give plads til bedre marginer. Det får den svenske storbank til at forvente, at Rockwool vil afslutte året i den øvre ende af sit forventningsinterval, skriver bankens analytikere i et notat.
Rockwool ligger efter få minutters handel 1,3 pct. højere i 218,40 kr.
GREENMOBILITY NEDJUSTERER EFTER SKUFFENDE ANDET KVARTAL
Andet kvartal har været skuffende. Sådan lyder den kontante melding fra Greenmobilitys administrerende direktør, Kasper Gjedsted, tirsdag i en børsmeddelelse, hvori selskabet nedjusterer salgsforventningerne til 2026.
Greenmobility venter nu en vækst i salget på 5-9 pct. for hele 2026 mod tidligere 8-12 pct. Prognosen for væksten i driftsresultatet (EBITDA) er til gengæld uændret 12-16 pct., og det glæder trods alt Kasper Gjedsted, at marginerne forbedres trods de lidt lavere forventninger til toplinjen, fremgår det af børsmeddelelsen.
Greenmobilitys bankes ned fra start med 10,8 pct. til 71,40 kr.
I bunden af C25 klumper de grønne selskaber sig sammen.
NKT falder mest med 1,5 pct. til 944 kr. mens Ørsted og Vestas starter dagens handel 1,1 og 1,2 pct. lavere i 151,85 kr. og 181,80 kr.
.\\˙ MarketWire