Handlerne forbarmer sig over Vestas, der trods en stor ordrestrøm onsdag ikke kom i nærheden af markedets forventninger til ordreindgangen.
Vindmølleproducenten sendes helt i top af det danske C25-indeks, der til gengæld ser anderledes surt ud. I den indledende handel sendes eliteindekset ned med 0,5 pct. til 1814,86 med fald i 20 af aktierne.
Nederst ligger Pandora, der torsdag har indviet sin nye fabrik i Vietnam. Smykkeproducentens topchef har ved lejligheden sat ord på efterspørgslen i USA, der lider under høj inflation og usikkerhed, og det falder ikke i god jord.
VESTAS FORTSÆTTER OP
Vestas' sværm af både store og små ordrer onsdag belønnes torsdag med et plus på 0,7 pct. til 197,50 kr.
I tredje kvartal annoncerede Vestas ordrer på i alt 2754 megawatt - en tilbagegang sammenlignet med samme kvartal sidste år, hvor der blev præsenteret en ordreindgang på 4002 megawatt. Det er også langt fra konsensus blandt analytikerne om ordrer på i alt 4554 megawatt. Her er dog også medregnet de uannoncerede ordrer, der første offentliggøres ved kvartalsregnskabet.
Det er dog usandsynligt, at de skulle være store nok til at nå i mål. I Middelfart Sparekasse vurderer investeringsstrateg Jacob Pedersen, at de vil være i omegnen af 500 megawatt i kvartalet.
Hos børshuset Citi konstateres det, at ordreindgangen er under forventningerne, men mere kritisk er det så heller ikke.
- Selv om ordrerne i tredje kvartal er lavere end forventningerne, ser vi fortsat opmuntrende underliggende markedssignaler i Tyskland, hvor forbedringer af tilladelserne og voldsomt overtegnede auktioner i 2026 peger på en voksende projektpipeline med plads til vindmølleordrer, skriver Citis analytiker Martin Wilkie i et notat.
PANDORA MED VARSEL OM USA
Pandora er under pres torsdag, hvor topchefen Berta de Pablos-Barbier har talt ved åbningen af en fabrik i Vietnam. Her melder topchefen om en afmatning af efterspørgslen i USA, der nu er "stabiliseret på et lavt niveau".
- Den forværres ikke yderligere, men den stiger heller ikke - særligt i lav- til middelindkomstgruppen. De er ramt af inflation, høje benzinpriser, og der er stadig meget usikkerhed omkring krigene rundt om i verden, siger hun ifølge Bloomberg News.
Pandora dykker 4,1 pct. til 796,40 kr.
Medicinalselskabet Lundbeck har hæftet flere opmuntrende studiedata på sit stærkt sælgende migrænemiddel Vyepti.
I et fase 4-studie er det allerede markedsførte middel blevet anvendt i patienter, der tidligere har haft ikke-tilstrækkelig effekt af tidligere behandling med CGRP-hæmmere - samme lægemiddelklasse som Vyepti - og her meldes om "meget forbedret" eller "rigtig meget forbedret" tilstand hos 44 pct. af deltagerne efter uge 12 og 60 pct. efter uge 24.
Lundbecks B-aktie bakker 1,6 pct. til 42,82 kr.
DUGFRISKE KURSMÅL
Både A.P. Møller-Mærsk og Bang & Olufsen er blevet gennemgået hos børshusene. Det har kastet højere kursmål af sig.
For Mærsks vedkommende er kursmålet skruet op til 25.500 kr. fra 24.000 kr. af Barclays, skriver Reuters, der dog ikke beretter noget om anbefalingen. Den var senest "ligevægt", viser data fra Bloomberg News.
B-aktien i Mærsk bakker 1,1 pct. til 23.380 kr.
Også Bang & Olufsen har fået sat kursmålet op. Det følger elektronikproducentens regnskab for første kvartal, der blandt andet bød på en lav encifret omsætningsvækst.
Kursmålet er sat op af DNB Carnegie til 9,80 kr. fra 8 kr., og anbefalingen er uændret "hold". Hos Danske Bank er kursmålet hævet til 13 kr. fra 12 kr. med en fortsat købsanbefaling.
Aktien siver 3,0 pct. til 9,68 kr.
.\\˙ MarketWire