lazer_mand_udstyr_shutterstock_1701370051.jpg
18. jun. 2026 kl. 12:24
58 visninger

Kvalitetsaktier: Bredere tilgang skaber vækst

Investering i datacentre og AI-infrastruktur stiger fortsat. Derfor har Sydinvest Kvalitetsaktier øget eksponeringen mod selskaber, der leverer de afgørende byggeklodser.

De seneste måneder har aktiemarkedet været domineret af ét tema: kunstig intelligens. Mens mange af de klassiske kvalitetsselskaber har haft svært ved at følge med markedets udvikling, har selskaber med direkte eller indirekte eksponering mod AI-infrastruktur oplevet en ekstraordinær medvind.

Markante investeringer skaber ny efterspørgsel

Udviklingen er drevet af massive og tiltagende investeringer fra verdens største teknologiselskaber som Amazon, Microsoft og Google. Investeringsomfanget i datacentre og AI-infrastruktur har overrasket markedet positivt og skabt kraftig efterspørgsel hos de virksomheder, der leverer mikrochips, servere og anden kritisk infrastruktur til de nye datacentre.

Samtidig er AI-modellerne blevet markant stærkere. De kan i dag anvendes til stadig flere opgaver, herunder hurtig udvikling af avanceret software. Det har styrket investorernes tro på, at AI ikke blot er et teknologisk gennembrud, men begyndelsen på en længere investeringscyklus.

Vores vurdering er, at markedet fortsat undervurderer, hvor stor en flaskehals datatransmission kan blive i AI-udbygningen.

”Vi har øget eksponeringen mod en række selskaber, som står centralt i AI-udbygningen,” udtaler seniorporteføljemanager Michael Dahlwad Thomassen, AL Sydbank. ”Det gælder både cykliske og mere vækstorienterede kvalitetsselskaber. Fælles for dem er, at de leverer produkter og teknologier, som kan blive svære at undvære.”

”Vi har investeret i Micron, AMD, Intel, Marvell, Infineon, Amphenol, Caterpillar, Vertiv og Lumentum. Tilsammen er disse selskaber den væsentligste årsag til, at porteføljen er steget 16 % siden ultimo marts,” pointerer porteføljemanageren.

Michael Dahlwad Thomassen

Michael Thomassen er seniorporteføljemanager for Sydinvest Kvalitetsaktier. Michael har været porteføljemanager i Sydbank siden 2007. Michael er uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet og har efterfølgende erhvervet sig titlerne som Chartered Financial Analyst (CFA) og Financial Risk Manager (FRM).

Lumentum leverer på nyt behov

Et af de mest interessante eksempler er Lumentum. Selskabet producerer avancerede optiske komponenter og laserteknologi, som blandt andet anvendes til at sende og modtage datasignaler med meget høj hastighed i moderne netværk og datacentre. I takt med at AI-datacentre bliver større og mere komplekse, stiger behovet for at flytte enorme mængder data hurtigt og energieffektivt mellem servere, chips og netværksudstyr.

Datatransmission skaber flaskehals

”De stigende krav skaber et strukturelt skifte, hvor Lumentum er direkte eksponeret gennem sine optiske komponenter og lasere. Vores vurdering er, at markedet fortsat undervurderer, hvor stor en flaskehals datatransmission kan blive i AI-udbygningen, og hvor meget værdi der derfor kan tilfalde de selskaber, som leverer de kritiske komponenter,” forklarer Michael Dahlwad Thomassen.

”Det er også derfor, vi i Sydinvest Kvalitetsaktier betragter Lumentum som et vækstorienteret kvalitetsselskab. Kvaliteten ligger ikke i stabil indtjening år efter år, men i selskabets stærke teknologiske position i den del af værdikæden, der bliver stadig vigtigere i de kommende generationer af datacentre,” understreger Michael Dahlwad Thomassen. ”Hvis AI-investeringerne fortsætter i det tempo, vi ser i dag, kan behovet for optiske løsninger vokse markant, og det giver Lumentum potentiale for høj værdiskabelse over tid.”

kvinder_data_center_shutterstock_2682443769.jpg

Bredere tilgang til kvalitetsaktier

Eksemplet med Lumentum illustrerer også en bredere tilgang til kvalitetsinvestering i Sydinvest Kvalitetsaktier.

”Kvalitet handler ikke kun om de mest stabile forretningsmodeller. Det handler også om at identificere selskaber, som enten har stærke cykliske positioner i attraktive markeder eller er eksponeret mod strukturel vækst med betydeligt langsigtet potentiale, forklarer Michael Dahlwad Thomassen.”

I den nuværende AI-cyklus har kombinationen af cykliske og vækstorienterede kvalitetsselskaber givet porteføljen en vigtig deltagelse i markedsopsvinget.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Måske vil dette også interessere dig