31. jul. 2026 kl. 09:23
494 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: AI-optimisme smitter positivt af på Vestas og NKT

Aktier/middag: AI-optimisme smitter positivt af på Vestas og NKT

Det danske aktiemarked stiger ved middagstid fredag, efter at optimismen omkring kunstig intelligens er vendt tilbage, hvilket har en afsmittende effekt på Vestas og NKT.

Samlet stiger det danske eliteindeks, C25, med 0,4 pct. til 1874,59.

I toppen indtager Zealand Pharma føringen med en stigning på 2,3 pct. til 312 kr., hvilket ifølge senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk kan hænge sammen med øget risikoappetit.

Generelt er der optimisme at spore fredag, hvor også de europæiske aktier og amerikanske futures stiger.

- Det er AI-optimismen, der er kommet lidt tilbage efter nogle gode regnskaber fra nogle af de store spillere, der giver lidt optimisme, udtaler Martin Munk til MarketWire og pointerer, at selv om Danmark ikke er så vendt mod det tema, skaber det optimisme, at der er kommet ro på igen.

Solide regnskaber fra AI-sværvægterne Microsoft sent onsdag og Amazon efter børslukning torsdag har hjulpet på optimismen omkring chipaktierne, imens bekymringerne over de store kapitaludgifter fordamper.

- Der har været fokus på AI og behovet for energi, hvilket potentielt var med til at trække Vestas, NKT og nok også Ørsted op i går, hvor de kører lidt videre på det tema i dag, udtaler Martin Munk.

Vestas-aktien stiger med 1,8 pct. til 179,60 kr., mens NKT-aktien øger med 1,5 pct. til 906 kr.

Torsdag steg aktierne henholdsvis 6,6 og 5,0 pct.

Samtidig stiger Ørsted-aktien med 1,7 pct. til 147,10 kr.

ROCKWOOL I STIGNING EFTER REGNSKABSNYT FRA FRANSK RIVAL

Blandt toppen af C25-indekset stiger også aktien i Rockwool med 2,2 pct. til 2026,20 kr., efter at den franske byggematerialekæmpe Saint-Gobain torsdag efter børslukning aflagde regnskab for andet kvartal.

Saint-Gobain-aktien stiger med 7,2 pct. på børsen i Paris fredag, hvilket ifølge Martin Munk er "med til at trække Rockwool op".

Regnskabet viser, at selskabet fik vendt en negativ udvikling for væksten i både Europa samt Nord- og Sydamerika.

Samlet betød det en vækst i det sammenlignelige salg på 3,5 pct. - mere end det dobbelte af analytikernes forventninger på 1,68 pct. ifølge Bloomberg News.

Byggematerialegiganten, der konkurrerer med Rockwool inden for isolering, meddeler, at Tyskland igen oplevede vækst, understøttet af stærke resultater inden for isolering og lette byggeløsninger på baggrund af forbedrede tendenser inden for renovering af boliger og erhvervsejendomme.

DEMANT OG GN KAN SE POSITIVE TONER FRA AMPLIFON

Demant og GN kan desuden se den italienske høreapparatforhandler Amplifon levere den højeste organiske vækst i to år.

Selskabet, der i marts annoncerede opkøbet af GN's høreapparatforretning for en pris af 17 mia. kr., leverede en organisk vækst på 4,7 pct. i andet kvartal, hvilket er over selskabets egenindsamlede analytikerkonsensus på 3,7 pct. Tredje kvartal er startet godt, og momentummet ses fortsætte i tredje kvartal, fortæller selskabet.

Aktien i Amplifon stiger med 8,7 pct. i Milano, mens GN, der bliver betalt med 12,6 mia. kr. i kontanter samt 56 mio. aktier i Amplifon, stiger 1,1 pct. til 96,96 kr. i København.

Sideløbende kan A.P. Møller-Mærsk fredag morgen se SCFI-fragtrateindekset stige med 4,7 pct. til 3205,97 point. B-aktien løftes marginalt 0,1 pct. til 17.350 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 525 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig