Investorerne viser fortsat appetit på aktier fredag middag, hvor nogle af de aktier, som markedet tidligere har spekuleret allermest imod, alle stiger ganske pænt.
C25-indekset ligger ved 11.30-tiden 0,5 pct. højere i 1782,99. Over ugen er indekset steget 2,5 pct.
Blandt højdespringerne fredag er Demant, GN, Zealand Pharma og Ambu, der alle er i top fem blandt de mest "shortede" aktier.
Det vil sige, at investorer har satset på kursfald i aktierne ved mod betaling at låne aktier fra aktionærer i selskaberne. Aktierne er herefter blevet solgt i håb om senere at kunne købe dem billigere tilbage, så de kan leveres tilbage til ejeren, og gevinsten kan stryges.
Nu tyder noget på, at ugens stigninger - blandt andet udløst af håb om fred i Mellemøsten - har fået de såkaldte shortinvestorer til at skrue ned for deres positioner.
- Både GN og Demant har været ekstremt "shortet", og der er en tendens til, at der er fokus på de aktier, som har været shortet meget, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.
Han peger på, at investorerne samtidig har genvundet deres appetit på risiko denne uge, der blandt andet har budt på aktierekorder i USA.
- Og så leder man efter de aktier, der har ligget lidt under vand i en periode. Og det har høreapparatsektoren, der har været shortet meget, siger Mads Zink.
Han peger på, at det også gælder Zealand Pharma, der stiger 3,7 pct. til 326,70 kr., samt Ambu, der ligger til en gevinst på 2,8 pct. til 69,85 kr.
Det er dog Demant og GN, som er strøget helt til tops med stigninger på 3,8 pct. og 5,2 pct. til 221,40 kr. og 109,90 kr.
NOVO FORTSÆTTER FREM
Blandt vinderne er også Novo Nordisk, som fortsætter opturen med et plus på 1,9 pct. til 261,85 kr. efter torsdagens stigning på 2,1 pct. til trods for et sænket kursmål fra Citi.
De seneste recepttal fra USA for Novos Wegovy-pille viser fortsat fremgang, selv om ærkerivalen Eli Lillys vægttabspille, Foundayo, også har ramt det amerikanske marked.
Helt overordnet virker stemningen om Novo desuden til at være vendt, vurderer Mads Zink.
Samlet er Novo steget næsten 9 pct. denne uge og har ramt det højeste niveau i otte uger.
ISS PÅVIRKET AF UDBYTTE
Nederst i C25-indekset ligger ISS-aktien, der falder 2 pct. eller 4,80 kr. til 239 kr.
En stor del af faldet kan dog tilskrives udbytte, da aktien fra og med i dag, fredag, ikke længere handles inklusive retten til det udbyttet for 2025 på 3,20 kr.
DSV, der har fået hævet sit kursmål knap 20 pct. til 2325 kr. fra 1950 kr. hos Svenska Handelsbanken, SHB, stiger med 0,9 pct. til 1689 kr. SHB gentager også anbefalingen "køb".
Blandt sidepapirerne stiger Netcompany, det sidste medlem af den mest shortede kvintet af danske aktier, med 2,1 pct. til 399,90 kr.
.\\˙ MarketWire