ALK-Abelló fortsætter de positive takter for sin udrulning af tabletbaserede allergivacciner til børn, der er medvirkende årsag til fortsat høj vækst i tabletsalget i andet kvartal.
Samtidig melder ledelsen om positive takter for adrelinpennen Jext.
- Vi er kommet fint ud med vækst over hele linjen godt drevet af vores tabletter, men egentlig også af vores anafylaktiske produkter (mod allergiske chok, red), som samlet set er vokset rigtigt, rigtigt fint. Det betyder, at vi ligger godt til efter første halvår og nu kigger ind i et andet halvår, hvor vi har en stærkere sammenligningsprofil sidste år, hvor vi også havde høj vækst, siger Peter Halling, topchef i ALK, til MarketWire.
Kvartalet endte ligesom i første kvartal med salgsvækst på 18 pct. i lokal valuta. Væksttempoet er dermed blevet fastholdt nogenlunde uændret igennem det seneste år.
I fjerde kvartal af 2025 voksede ALK med 17 pct., mens tredje kvartal sidste år ligeledes bød på en vækst på 18 pct. i lokal valuta.
En væsentlig vækstdriver er ikke mindst husstøvmidetabletten, der i 2025 sammen med træpollentabletten blev lanceret på en lang række markeder til brug i børn.
Hvor meget børnelanceringerne rent faktisk bidrager til den samlede vækst, vil ALK ikke længere kommentere.
- Men de bidrager mere og mere, og vi er meget tilfredse med det, vi ser.
- Og i forhold til første kvartal, så udgør det en endnu større andel af væksten, siger Claus Steensen Sølje, finansdirektør i ALK, til MarketWire.
LANGSTRAKT PROCES I STORBRITANNIEN
Mere specifikt endte toplinjen på 1795 mio. i andet kvartal mod ventet 1754 mio. kr. blandt analytikere ifølge estimater indsamlet af ALK selv.
Salget af tabletterne løb op i 1013 mio. kr. mod ventet 983 mio. kr., mens salget af andre produkter, der blandt andet tæller adrenalinpennen Jext mod allergiske chok, blev 267 mio. kr. mod ventet 254 mio. kr.
Lanceringerne af ALK's adrenalinnæsespray, EURneffy, bidrager i mindre grad inden for salget af andre produkter. Udrulningen af 1 milligram-dosen til børn med en vægt på 15-30 kilogram er dog i gang, oplyser Peter Halling.
Han peger på, at ALK gerne havde set lidt hurtigere fremskridt på det britiske marked. Men det trækker lidt ud med at få tilskud på plads og få adgang til markedet.
- Det er bare en proces, som tager tid.
- Så selv om vi stadig har rigtig stor tiltro og venter, at Neffy kommer til at blive en stor succes for os, så er vi også realistiske omkring tidslinjen. Men vi ser heldigvis også, at Neffy begynder at bidrager mere og mere, men vil gerne se det accelerere i de kommende år, siger Peter Halling.
Herudover er ALK i færd med at udrulle i Canada, ligesom næsesprayen vil blive lanceret på omkring 20 europæiske markeder i løbet af 2026 og ind i 2027.
SVÆRERE SAMMENLIGNING I ANDET HALVÅR
For hele 2026 løfter ALK nedre del af sin vækstprognose til nu 14-16 pct. i lokal valuta fra tidligere 13-16 pct.
Det dækker over forventninger om en vækst på 11-15 pct. i andet halvår mod 18 pct. i første halvår, oplyser Claus Steensen Sølje.
- Sammenligningen til sidste år er noget hårdere, fordi der var meget høje vækstrater i anden halvdel sidste år - også omkring 18 pct. Og så husk, at vi står foran initieringssæsonen, som ligger omkring efteråret og starter om et par måneder. Det giver alt i alt noget usikkerhed om, hvordan året lander helt præcist, forklarer Claus Steensen Sølje.
Han nævner desuden, at tidsforskydninger i partnerleverancer til Japan og Kina kan påvirke.
- Så her går vi lidt forsigtigt ind i efteråret, og så må vi se, hvordan det udspiller sig, siger Claus Steensen Sølje.
.\\˙ MarketWire