Bankerne og konjunkturfølsomme forbrugsaktier stod for skud onsdag på aktiemarkederne i Europa.
Til gengæld nød energiaktierne godt af en stigning i oliepriserne for tredje dag i træk.
Samlet faldt det brede europæiske Stoxx 600-indeks med 0,7 pct.
- Der er lidt rødt i Europa, men det er i småtingsafdelingen. Det er stadigvæk Mellemøsten og snakken mellem Trump og Iran, som sætter tonen. Olieprisen er steget lidt igen, og det er lidt samme historie hele tiden, at hver dag vi står op, så tror vi alle sammen, at om 14 dage, så har vi fået løsningen.
- Men så kommer der så forskellige udmeldinger fra de to parter, og de seneste har været, at de stadigvæk diskuterer, og der har været lidt rygter ude om, at Iran har trukket sig lidt, mens Trump har sagt, at det har de ikke. Så rammer det lidt negativt i stemningen, sagde Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA, midt på dagen til MarketWire.
I Stoxx 600 faldt finansaktierne med 1,5 pct., mens cyklisk forbrug dykkede 1,4 pct.
Energisegmentet steg derimod 1,6 pct. og forsyningsaktierne med 1,2 pct.
I toppen af indekset endte franske Valeo med en stigning på 18 pct., efter at storbanken JPMorgan vurderede, at den franske bildelproducent takket være sine køleløsninger til datacentre kan komme til at nyde godt af udbygningen af AI. Det skriver Bloomberg News.
Den britiske detailkæde B&M European Value Retail lå også med helt fremme i feltet med en stigning på 14,7 pct. efter et bedre end ventet regnskab.
Derimod faldt den hollandske malervarekoncern Akzo Nobel med 17,5 pct. til 54,80 euro efter nyheden om, at Nippon Paint Holdings og The Sherwin-Williams Company har opgivet forsøget på at købe selskabet.
Det betyder, at Akzo Nobel kan fortsætte med sin planlagte fusion med det amerikanske selskab malingproducenten Axalta Coating Systems. Det skriver Bloomberg News med henvisning til en pressemeddelelse.
Beslutningen kommer efter, at Akzo Nobel har afvist et købstilbud, der senest lød på 73 euro per aktie og dermed værdisatte producenten til 12,5 mia. euro. Bloomberg News skriver, at tilbuddet indeholdt planer om opdeling af selskabet.
.\\˙ MarketWire