De høje energipriser er begyndt at bide sig fast andre steder i den europæiske økonomi, og det vil med tiden kræve højere renter.
Sådan lyder vurderingen fra AL Sydbanks cheføkonom Søren Kristensen efter fredagens foreløbige forbrugerprisopgørelse fra eurolandene.
Inflationen steg i september til 3,8 pct., og den er altså næsten dobbelt så høj, som Den Europæiske Centralbank, ECB, sigter efter. Fraregnes prisudviklingen på energi, fødevarer, alkohol og tobak, var der tale om en stigning i den såkaldte kerneinflation til 2,5 pct. fra 2,4 pct.
Det er skidt nyt, da det afspejler, at de høje energipriser er begyndt at sprede sig til andre steder i økonomien. Til gengæld er stigningen endnu ikke så stor, at ECB er nødsaget til at gribe ind med det samme, lyder vurderingen.
- På den ene side er det opløftende, at kerneinflationen kun stiger marginalt, men samlet set er det vores vurdering, at det set med ECB’s øjne er bekymrende, at kerneinflationen stiger til 2,5 pct., mens serviceinflationen stiger til 3,2 pct. Det kan være tegn på, at energipriserne er ved at sprede sig til resten af økonomien, men heldigvis er det endnu i småtingsafdelingen, skriver Søren Kristensen i en kommentar.
- Det er derfor også fortsat vores forventning, at ECB på trods af dagens inflationstal vil holde fingrene fra renten på rentemødet senere i oktober, men det er nok svært at se, at investorerne og boligejerne også i december skal klare frisag.
ECB har hævet renten to gange i år fra et udgangspunkt på 2,00 pct. til nu 2,50 pct.
Holdningen i markedet synes ret overbevisende, at renterne skal holdes i ro i oktober, mens tæt på et helt renteløft er indregnet inden årets udgang.
.\\˙ MarketWire