Af investeringskonsulent
Torben Madsen
I slutningen af året spejder mange investorer ofte efter udbytter fra investeringsforeningerne. Især når der er et højt afkast, forventer investorerne at få udbetalt et højt udbytte, men der er forskel på afkast og udbytte. Her kan du læse fem hurtige facts om afkast og udbytte.

1. Afkast og udbytte følges ikke altid ad
Nogle år kan det virke, som om afkast og udbyttebetaling går hånd i hånd. Men der er også år, hvor der bliver udbetalt et meget lille udbytte eller sågar slet ingen udbytte på trods af et større positivt afkast.
Et par eksempler på et større afkast og ingen udbyttebetaling eller et lille udbytte er Sydinvest Kvalitetsaktier og Sydinvest Formue Konservativ. Sydinvest Kvalitetsaktier præsterede et flot afkast på 24,5 % i 2024, men vi forventer kun at betale 3,10 kr. i udbytte.
Sydinvest Formue Konservativ Udb. opnåede i 2023 et positivt afkast på 7,22 %, men udbetalte ikke udbytte. Og i 2024 gav fonden et afkast på 7,43 %, men udbetaler et mindre forventet udbytte på 0,50 kr.
Årsagen til dette er, at vi i 2022 så store tab på Sydinvest Konservativ, og selvom 2023 og 2024 har været positivt på flere fronter, så er disse tab kun lige blevet hentet hjem, og de trækkes derfor fra, før der udbetales udbytte.

2. Lovbestemt udbytte
Men hvorfor kan der ikke bare udbetales udbytte?
Det kan der ikke, da udbyttereglerne i investeringsforeningerne er lovbestemte. Fondene følger regler, der siger, at de skal udlodde den positive værdi af realiserede gevinster, efter omkostninger, og her er negative afkast trukket fra.
Det vil sige, at der ikke udbetales udbytte, hvis de negative afkast fra tidligere år er større end de positive afkast.

3. Udbyttet trækkes fra værdien af investeringen
Når man hører, at investeringsforeningerne udbetaler udbytte, kan det lyde, som om der bliver indbetalt rente på en konto. At det er noget, man får. Men sådan fungerer det ikke.
Når investeringsforeningerne udbetaler udbytte, bliver der hævet en del af formuen i fondene og udbetalt til investorerne. Det vil sige, at investorerne får flere penge på kontoen, mens formuen i fondene bliver mindre. Derfor vil kurserne på investeringerne falde med værdien af udbyttebetalingen.
Der er derfor ikke noget specielt positivt ved udbytte. Man får sådan set udbetalt sine egne penge, og man skal tilmed betale skat af dem.

4. Afkast versus udbytte
Mange tænker, at afkast og udbytte er det samme, men det er to vidt forskellige begreber. Selvom det kan være dejligt at modtage et udbytte på kontoen, skal man huske, at det ikke er et billede på, hvor godt investeringen er gået.
Afkastet viser, hvor god investeringen har været. Derfor er afkastet den vigtigste faktor i forbindelse med investeringer. Et afkast kan være negativt eller positivt. En fonds afkast giver et billede af, hvordan fonden har klaret sig, og hvor god investeringen har været.
Udbyttet er den del af afkastet, der lovbestemt skal udbetales til investorerne – jf. overfor. Udbyttet kan kun være positivt eller ingenting. Størrelsen af udbyttet fortæller derfor intet om, hvor meget investor har tjent på sin investering.

5. Geninvestering er din genvej til langsigtet vækst
At modtage udbytte fra sine investeringer kan føles som en økonomisk gevinst, men hvis du vælger at lade pengene stå ubrugt hen eller bruger dem til andet end geninvestering, risikerer du at udhule din investering.
Når du modtager udbytte, trækkes beløbet direkte fra værdien af din investering. Det betyder, at kursen på din investering bliver mindre, og fremtidige afkast bliver tilsvarende lavere. Ved ikke at geninvestere fratager du altså din portefølje muligheden for at vokse optimalt.
Hvis du har en længere investeringshorisont, er geninvestering særdeles vigtig, for på den måde sikrer du, at hele din portefølje arbejder for dig og skaber mest mulig værdi på lang sigt.

