20. feb. 2026 kl. 12:26
80 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Novo Nordisk vil have Genmabs topchef i bestyrelsen

Novo Nordisk vil have Genmabs topchef i bestyrelsen

Bestyrelsen i Novo Nordisk har indstillet Jan van de Winkel til at sidde med om bordet.

Det fremgår af en indkaldelse til Novos generalforsamling 26. marts.

Også Helena Saxon og Ramona Sequeira er indstillet til bestyrelsen.

Jan van de Winkel er i dag administrerende direktør for C25-selskabet Genmab, der udvikler medicin mod kræftsygdomme.

Canadiske Ramona Sequeira har en fortid i Novo-rivalen Eli Lilly, hvor hun har haft flere lederroller. Senest har hun været chef for porteføljedivisionen i japanske Takeda Pharmaceutical.

Helena Saxon blev allerede foreslået som bestyrelsesmedlem, da der i november blev skiftet ud i Novo-bestyrelsen. Fredag er hun dog formelt indstillet som nyt medlem af bestyrelsen. Frem til 2024 var Helena Saxon finansdirektør i det svenske investeringsselskab Investor, og før det har hun været investeringsdirektør med fokus på sundhed og medicinsk udstyr.

De tre indstillede medlemmer er alle uafhængige.

Det var også et fokusområde for bestyrelsesformand Lars Rebien Sørensen, da han i november formelt overtog topposten i bestyrelsen.

- Der er i dag flere afhængige bestyrelsesmedlemmer end uafhængige, og derfor må man også forvente, at vi på generalforsamlingen i marts i 2026 vil tilføje nye bestyrelseskandidater, og at en større andel af dem vil være uafhængige, så vi får en bedre balance i bestyrelsen, sagde Lars Rebien Sørensen i november.

Novo har i valget af nye bestyrelsesmedlemmer haft fokus på personer med erfaring i medicinalindustrien og håndkøbsmedicin, lød det også sidste år.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 164 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig