De nye og mere omfattende angreb mellem USA, Israel og Iran har øget den geopolitiske usikkerhed markant. Det ser vi tydeligt i markederne: Olieprisen er rykket over 100 USD, dollaren er styrket, og S&P 500 er faldet, mens investorer søger mod mere sikre aktiver. Markedsreaktionen peger dermed mere klart på et egentligt risk-off-scenarie end tidligere.
Hormuzstrædet er nøglen
Det helt afgørende spørgsmål er trafikken gennem Hormuzstrædet. Omkring 20 % af verdens olie – og store mængder naturgas – passerer dagligt gennem strædet. De aktuelle forstyrrelser er nu så omfattende, at strædet de facto fremstår lukket for en væsentlig del af energitrafikken. Hvis det fastholdes, vil det holde olieprisen høj og øge presset på både global vækst, inflation og de finansielle markeder.
Samtidig er der stærke økonomiske interesser i at få åbnet strædet igen. Det gælder Kina, flere mellemøstlige lande og i stigende grad også USA. Men jo længere lukningen varer, desto større er risikoen for, at Iran bruger netop Hormuzstrædet som middel til at fastholde USA i konflikten og gøre en hurtig amerikansk tilbagetrækning vanskelig.
Det betyder, at energimarkedet er den vigtigste kanal ind i den globale økonomi – og dermed også ind i din portefølje.
To mulige scenarier for markederne
For investorer er det vigtigste, om konflikten forstyrrer energi- og transportårer – især i og omkring Hormuzstrædet – og om den udvider sig til flere fronter. Derfor opstiller vi to realistiske scenarier, som kan hjælpe dig med at vurdere risikobilledet.
Scenarie 1: Snarlig afslutning
Når olieprisen gør et mærkbart indhug i den amerikanske forbrugers pengepung via højere benzinpriser og øget inflationspres, bliver konflikten hurtigt mere upopulær på hjemmefronten. Det gør en langvarig krig politisk dyr for Trump og republikanerne frem mod midtvejsvalget.
Washington vil samtidig ikke stå alene med et ønske om deeskalering. Kina og flere mellemøstlige lande har også en klar interesse i, at konflikten hurtigt bliver begrænset, fordi en langvarig lukning eller forstyrrelse af Hormuzstrædet rammer energiforsyningen, olieprisen og den økonomiske stabilitet langt ud over regionen.
Derfor er den mest sandsynlige dynamik i dette scenarie, at flere store aktører som Kina og de mellemøstlige lande får et stigende incitament til at presse på for en hurtig afslutning eller en kontrolleret deeskalering. Hvis det sker, vil den tidlige risk-off-reaktion også kunne blive rullet relativt hurtigt tilbage: Olieprisen falder, dollaren afgiver noget af sin sikker-havn-præmie, og aktier samt kredit stabiliseres efter en kortvarig korrektion.
Scenarie 2: Langvarig konflikt
Her ser vi ikke længere blot risikoen for forstyrrelser i shipping – vi ser en situation, hvor Hormuzstrædet i praksis er lukket, og hvor den globale energiforsyning bliver ramt mere direkte. Effekten vil være højere og mere sejlivede risikopræmier: Olieprisen forbliver høj, volatiliteten stiger, og aktier korrigerer bredt. Kreditspænd udvider sig, de finansielle vilkår strammes, og investorer søger mod sikre havne som USD og guld. Det centrale i dette scenarie er, at Iran kan bruge energikanalen og usikkerheden om shipping til at binde USA til konflikten længere, end Washington politisk ønsker.
Vi følger udviklingen tæt og vurderer løbende, om ændringer i energipriser, risikopræmier og likviditet kræver justeringer i porteføljerne.
Vores vurdering lige nu
I øjeblikket vurderer vi, at udviklingen har bevæget sig tættere på scenarie 2. Den de facto lukning af Hormuzstrædet og den kraftigere markedsreaktion i form af højere oliepris, stærkere dollar og faldende aktier peger på en mere vedvarende konflikt end i vores første vurdering.
Det ændrer dog ikke ved, at Trump fortsat har et stærkt incitament til at begrænse USA’s engagement. En længere periode med dyrere energi, højere inflation og svagere aktiemarkeder vil ramme amerikanske husholdninger direkte og øge risikoen for negative effekter på Republikanernes meningsmålinger frem mod midtvejsvalget.
Det mest sandsynlige forløb er derfor fortsat, at USA på et tidspunkt vil søge at trække sig eller presse hårdt på for deeskalering. Den største risiko er imidlertid, at Iran ikke giver Trump den mulighed. Hvis Teheran fastholder presset via Hormuzstrædet og dermed holder energimarkederne og de amerikanske vælgere under pres, kan USA blive trukket længere ind i konflikten, end Washington ønsker.
Med andre ord: Vi er rykket fra et overvejende scenarie 1-billede mod et scenarie 2-billede. Den politiske sluttilstand kan stadig blive en amerikansk tilbagetrækning, men vejen derhen kan blive mere langvarig og markedsbelastende, hvis Iran formår at holde Hormuzstrædet lukket og dermed fastholde USA i konflikten.
Hvad betyder det for dig som investor?
Vores klare budskab er dog: Lad være med at handle på kortsigtede overskrifter. Hold fast i din investeringsstrategi. Midlertidig uro er en del af markederne – disciplin og langsigtet strategi skaber resultater.