Shutterstock 2531430751 (1)
08. apr. 2026 kl. 09:00
79 visninger

Våbenhvile mellem USA og Iran giver optimisme på finansmarkederne

Efter flere uger med krig i Iran har USA nu indgået en våbenhvile på i første omgang 14 dage. Investorerne tager meget positivt imod nyheden, der har medført rentefald, en svækket dollar og en markant stigning på flere aktiemarkeder.

Usikkerheden omkring fremtiden er dog stor og vil afhænge af de kommende forhandlinger. Energisituationen vil blive forbedret, men ødelæggelser af energiinfrastruktur forhindrer en normalisering af energipriserne.

USA har indgået en våbenhvile med Iran 

USA og Iran har natten til onsdag indgået en våbenhvile, der i første omgang varer i 14 dage. Våbenhvilen kom få timer, inden Trumps deadline til iranerne udløb. Hvis en aftale ikke var faldet på plads, ville USA ifølge Trump have indledt omfattende angreb på infrastruktur og kraftværker.

Våbenhvilen indebærer, at Iran igen tillader trafik gennem det vigtige Hormuzstræde. Det vil få en meget positiv indflydelse på den globale økonomi, da omkring 20 procent af den globale olie- og naturgasproduktion under normale omstændigheder passerer gennem Hormuzstrædet. Siden krigen brød ud i slutningen af februar, har strædet i praksis været lukket for sejlads, jf. figur 1.

Figur 1: Antal skibe, der dagligt passerer igennem Hormuzstrædet


Antallet at skibe, der dagligt passerer igennem Hormuz-strædet, er faldet markant efter krigen brød ud.
Flere skibe kan have sejlet igennem uden tracker tændt.

De finansielle markeder tager meget positivt imod nyheden

Energipriserne har været meget i fokus, siden krigen brød ud. De er nemlig steget markant, og olieprisen har i perioder været handlet til over 140 dollars per tønde til omgående levering. Naturgasprisen har ligeledes været handlet til over 61 euro per MWh. For både olie og naturgas var der tale om de højeste priser siden energikrisen i 2022.

I dag, 8. april, ser vi et markant fald i olieprisen, der lige nu handles omkring 94 dollars per tønde mod omkring 111 dollars per tønde i går. Naturgasprisen (TTF) falder i skrivende stund med omkring 16 procent til 44 euro per MWh mod 53 euro per MWh i går.

På finansmarkederne ser vi markante aktiekursstigninger i Japan, hvor Nikkei lukkede med en stigning på over 5 procent. I Europa ser vi pæne aktiekursstigninger på de fleste markeder, og aktiefutures peger mod en positiv åbning i USA i eftermiddag. 

På obligationsmarkedet ser vi også rentefald på begge sider af Atlanten. Det hænger blandt andet sammen med, at lavere energipriser vil betyde, at inflationen næppe kommer til at stige så meget som frygtet. Rentefaldet er også med til at svække dollaren over for euroen og dermed danske kroner. En del af dollarsvækkelsen skyldes også et mindre behov for en sikker havn på finansmarkederne, hvilket typisk styrker dollaren.

Der er fortsat mange ubekendte i aftalen

Det er vigtigt at understrege, at der fortsat er stor usikkerhed om, hvor holdbar våbenhvilen er. De egentlige forhandlinger skal fortsat først finde sted. Derudover har vi tidligere set, at Trump kan ændre mening på et splitsekund.

Våbenhvilen er dog en meget glædelig nyhed for særligt energimarkedet. Et genåbnet Hormuzstræde betyder, at tankskibe med blandt andet olie, benzin, diesel og flydende naturgas (LNG) igen kan finde vej til købere i hele verden. Man må dog ikke sætte næsen op efter en normalisering på energimarkedet, da meget energiinfrastruktur er blevet ødelagt af angreb. Det kan tage flere år at genopbygge.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

5
Baseret på 2 anmeldelser