Shutterstock 2641855853
27. mar. 2026 kl. 12:00
56 visninger

Kvalitet under pres

Fleksibilitet er afgørende, når kvalitet kommer under pres. Derfor har porteføljeteamet bag Sydinvest Kvalitetsaktier tilpasset fonden, mens markedsdynamikken har ændret sig.

Den igangværende konflikt i Iran har sat sine tydelige spor på de globale aktiemarkeder – også på porteføljen i Sydinvest Kvalitetsaktier. Perioden har været præget af markante udsving og sektorrotationer, som har udfordret den klassiske forståelse af, hvordan kvalitetsaktier bør klare sig i usikre tider.

Kvalitetsaktier er kendetegnet ved høj og stabil indtjening, stærke balancer og robuste forretningsmodeller, hvorfor de normalt klarer sig relativt godt under geopolitisk uro. Denne gang har dynamikken dog været anderledes. 

Olieselskaber sendt til vejrs

Konflikten mellem USA og Iran har medført lukning af Hormuz-strædet, som er en af verdens vigtigste energitransportruter. Omkring 20 % af verdens olieforbrug og en tilsvarende andel af den globale LNG-handel passerer gennem strædet. Når denne vigtige forsyningslinje bringes i spil, skaber det kraftige prischok i særligt olie og gas, hvilket har sendt olieselskabernes aktier i vejret.
Det er netop selskaber, der typisk er karakteriseret ved lavere profitabilitet, højere volatilitet og større afhængighed af konjunkturerne – og som derfor normalt ikke indgår i en kvalitetsportefølje. De kraftige kursstigninger i denne type aktier har derfor udgjort en betydelig modvind for vores strategi under Iran-krigen.

Hurtig handling af porteføljeteam

”Vi har dog ikke stået stille,” oplyser seniorporteføljemanager Michael Dahlwad Thomassen, AL Sydbank. ”En vigtig medvirkende faktor til at dæmpe effekten har været vores eksponering mod det amerikanske energiselskab Exxon, som har nydt godt af de stigende oliepriser.”

”Samtidig har vi handlet hurtigt og relativt tidligt i forløbet øget vores eksponering mod en række amerikanske kemiselskaber. Fælles for disse selskaber er, at deres salgspriser i høj grad følger olieprisen, mens deres inputomkostninger i højere grad er knyttet til billig amerikansk naturgas. Denne asymmetri har ført til en markant forbedring i deres indtjening,” pointerer Michael Dahlwad Thomassen.

”Vores udgangspunkt er kvalitet, men vi tilpasser porteføljen, når markedsdynamikken ændrer sig markant. Det har været afgørende i en periode, hvor en mere statisk kvalitetsstrategi har været i modvind”

Taktisk position

Et konkret eksempel på ovenstående er LyondellBasell, en af verdens største producenter af plastmaterialer. Selskabet er i sin natur cyklisk med svingende indtjening og kan derfor ikke betegnes som et klassisk kvalitetsselskab.

”I vores portefølje indgår det som en taktisk position, hvor vi udnytter en midlertidig markedsdynamik. Vores forventning er at afhænde positionen igen, enten når vores prismål nås, eller hvis vi ser tegn på en afspænding i Iran-konflikten,” forklarer Michael Dahlwad Thomassen.

Udviklingen i perioden understreger et centralt element i investeringsfilosofi bag Sydinvest Kvalitetsaktier; nemlig fleksibilitet. 

”Vores udgangspunkt er kvalitet, men vi tilpasser porteføljen, når markedsdynamikken ændrer sig markant. Det har været afgørende i en periode, hvor en mere statisk kvalitetsstrategi har været i modvind,” slutter Michael Dahlwad Thomassen.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

5
Baseret på 1 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig