02. okt. 2026 kl. 20:06
34 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Rentehåb og aktieløft efter svag jobrapport - Nasdaq 100 i rekord

USA/lukning: Rentehåb og aktieløft efter svag jobrapport - Nasdaq 100 i rekord

"Dårligt nyt er godt nyt" var endnu en gang temaet på det amerikanske aktiemarked fredag, da en skuffende svag jobrapport for september gav investorerne forhåbning om, at renten ikke behøver at blive strammet så meget og så hurtigt som ellers forudset.

Lavere renter er som bekendt godt nyt for aktierne, særligt dem i vækstsektorerne, der har en større andel af deres indtægter længere ude i horisonten. Høje renter tynger nemlig nutidsværdien af fremtidens pengestrøm, og det presser værdiansættelserne ned, og lavere renter gør i sagens natur det modsatte.

Derfor var det også de store teknologinavne, som løftede markedet fredag med en intradag rekord til den allerstørste af dem, nemlig Nvidia.

Med til at skabe lettelse var også, at olieprisen i USA faldt med 1,4 pct. fredag, efter at G7-landene blev enige om at frigive 100 mio. tønder diesel fra reserverne.

Det brede S&P 500-indeks steg på den baggrund med 0,7 pct., men endte alligevel ugen med et minus på 0,3 pct.

Nasdaq blev fredag også løftet 1,2 pct., mens Dow Jones så et plus på 0,5 pct.

Nasdaq 100 fik desuden lagt 1,0 pct. oven i sit niveau til 30.807,93 indekspoint, hvilket var lig med rekord. Nummer 21 i år efter en samlet stigning på 22 pct.

SER IKKE RENTELØFT I OKTOBER

I september blev der skabt 29.000 job uden for landbruget i USA, mens der ifølge Bloomberg News var ventet 90.000, og mens der blev skabt 133.000 i august.

Ledigheden tikkede samtidig op fra 4,1 pct. til 4,2 pct., selv om et uændret niveau var ventet. Måske også, fordi deltagelsen i arbejdsmarkedet uventet gik op fra 61,6 til 61,8 pct. Stigningerne i timelønningerne aftog i september desuden på årsbasis fra 3,1 til 3,0 pct., hvor der igen var forudset det samme niveau som i august.

- En svagere jobrapport end ventet bør sætte en Federal Reserve-renteforhøjelse i oktober klart på vågeblus, siger Seema Shah, chefstrateg hos Principal Asset Management, til Bloomberg News.

- Svagere ansættelser, blødere lønvækst og en højere arbejdsløshed peger alle på et arbejdsmarked, der køler af snarere end genaccelererer.

Handelen med rentefutures pegede fredag på en sandsynlighed på godt 20 pct. for et løft af renten hos Federal Reserve her senere i oktober mod næsten 65 pct. for en uge siden. I mellemtiden har investorerne dog også fået en svagere udvikling i kerneinflationen end ventet i august og en melding fra John Williams, direktør i centralbankens vigtige distrikt i New York, om, at et renteløft mere sidst på året formentlig vil være nok.

NVIDIA I REKORD

Det var vækstsektorerne, kommunikationsservice, it og cyklisk forbrug, der med fremgang på 0,9 til 1,4 pct. løftede markedet, ligesom råvarer og materialer steg 1,1 pct., og industriaktierne gik frem med 0,8 pct.

Det var verdens mest værdifulde selskab, Nvidia, som svingede taktstokken over markedet med en kursstigning på 1,3 pct., men lukkerekorden udeblev dog til sidst. Nummer to og tre på listen, Apple og Microsoft, vandt samtidig 1,0 og 0,9 pct.

Ligeledes inden for it var der kursstigninger til de lidt mindre chipproducenter som Broadcom, der ifølge Bloomberg News er ved at rejse finansiering på 60 mia. dollar til at kunne producere halvledere til Anthropic, på 3,4 pct., og til AMD på 3,0 pct., mens hukommelsesproducenten Micron bakkede 2,1 pct. efter torsdagens regnskabsplus på 3,0 pct.

I kommunikationsservice vandt Alphabet samtidig 1,6 pct., mens Meta Platforms, der i september gik hele 27 pct. frem, også steg 0,3 pct. efter et plus torsdag på 0,1 pct.

OPTUR FOR TESLA - NEDTUR FOR NIKE

I cyklisk forbrug var der sideløbende en - for tiden relativt sjælden - fremgang til Amazon på 1,3 pct.

Tesla trumfede dog i den grad det med et plus på 4,7 pct., da bilsalget i tredje kvartal med leverancer på 486.532 køretøjer ganske vist faldt tilbage, men overgik forventningerne ifølge Bloomberg News på 463.761 biler.

I samme sektor tabte Nike derimod med 3,6 pct. efter sit kvartalsregnskab for første kvartal, hvor salget i Kina dykkede 22 pct. og omsætningen samlet faldt 4 pct. Prognosen for hele regnskabsåret om en negativ vækst på 6-9 pct. skuffede samtidig Wall Street, som blot havde set en tilbagegang på 2,4 pct.

Endnu værre gik det dog for de to hukommelsesproducenter Seagate og Western Digital, der med fald på 10,2 pct. hver især lå helt i bund i S&P 500. Årsagen var her, at japanske Toshiba ifølge mediet Nikkei har tænkt sig at investere 60 mia. yen i at fordoble sin produktion af hukommelse.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 770 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig