06. maj 2026 kl. 16:19
76 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Mellemøst-optimisme driver markedet op med godt nyt fra AMD til AI

USA/middag: Mellemøst-optimisme driver markedet op med godt nyt fra AMD til AI

De amerikanske aktier er i rigtig godt humør og på rekordkurs ved middagstid onsdag. Optimisme om at Iran-krigen er på vej mod en slutning kombineret med et stærk regnskab fra chipproducenten Advanced Micro Devices (AMD) tirsdag efter børstid løfter humøret.

Regnskabet fra AMD understreger den stærke efterspørgsel genereret af behovet for AI. Det sender aktien og andre AI-relaterede selskaber til vejrs.

Underliggende er der positive vinde fra Mellemsøsten, hvor finansmarkederne tror på, at en aftale mellem USA og Iran til løsning af konflikten er på trapperne. Det har givet øget risikolyst, omend intet fortsat er sikkert.

Ved middagstid amerikansk tid ligger det brede S&P 500-indeks 1,2 pct. højere i 7343 indekspoint og på vej mod årets 14. rekord.

Dow Jones bliver ligeledes løftet 1,0 pct., men er fortsat lidt fra sin seneste top. Nasdaq og Nasdaq 100 går frem med 1,6 pct. hver især og er således også begge i rekordterritorium.

AMD-TAL SÆTTER AI-AKTIER I POSITIVT LYS

Chipproducenten AMD, som er nærmeste konkurrent til Nvidia, leverede tirsdag aften en opmuntrende prognose, efter at det i første kvartal er væltet ind med bestillinger på chips til AI-datacentre.

Serverproducenten Super Micro har egentlig sat en lavere omsætning for hele året i udsigt, efter at salgsprognosen er blevet justeret til 38,9-40,4 mia. dollar fra tidligere forventning om mindst 40,0 mia. dollar. Men selskabets indtjeningsevne er markant forbedret. Det vægter højest, vurderer analytikere ifølge Bloomberg News.

Og samlet har de to regnskaber givet fornyet tro på styrken i AI-efterspørgslen. AMD og Super Micro sendes op med henholdsvis 16,6 pct. og 15,1 pct., og i slipstrømmen lægger aktierne fra nærmest hele AI-fødekæden sig.

Chipproducenten Intel går frem med 2,8 pct., og aktien i hukommelsesproducenten Micron stiger 2,6 pct.

AI-frontløberen og klodens mest værdifulde selskab, Nvidia, ligger samtidig med et plus på 4,6 pct.

Teknologiselskabet Corning har indgået partnerskab med Nvidia, der har fået ret til at aktier i Corning. Aktierne i Cornings stiger 11,0 pct. på den nyhed.

DISNEY BELØNNES FOR GODT REGNSKAB

Disney sendes til vejrs i formarkedet efter et bedre end ventet regnskab hjulpet på vej af fremgang i streamingtjenesten, den nye Avatar- og Zootopia-film og ikke mindst øget forbrug blandt gæsterne i koncernens parker og krydstogter.

Det skriver Bloomberg News efter Disneys regnskab for andet kvartal.

Disney-aktien løftes 6,6 pct.

Resultatmæssigt lander regnskabet over en bred kam bedre end ventet, hvor den justerede indtjening per aktie steg til 1,57 dollar. Til sammenligning havde analytikerne ventet en justeret indtjening per aktie på 1,51 dollar, viser data fra Bloomberg News.

Omsætningen steg med 6,5 pct. til 25,17 mia. dollar mod ventet 24,87 mia. dollar.

Dertil lander indtjeningen i Disneys divisioner, underholdning, oplevelser og sport, alle bedre end ventet blandt analytikerne.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 292 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig