INDSIGT FOR RÅDGIVERE OG SAMARBEJDSPARTNERE

Materialet er til internt brug
08. maj 2025 kl. 11:00
227 visninger

Taktisk tilpasning i Megatrends under markedsuroen

I Sydinvest Megatrends blev risikoen skruet ned i tide – og udvalgte muligheder grebet, da markedet bød dem i april.

April blev en måned med høj volatilitet, præget af Donald Trumps udmelding om nye toldsatser og en efterfølgende midlertidig suspension. I Sydinvest Megatrends medførte det en række justeringer, hvor balancen mellem langsigtet tematisk strategi og aktiv risikostyring kom tydeligt til udtryk.

Herunder gives et fagligt indblik i fondens taktiske tilpasninger og vurderinger gennem måneden.

Risikojustering op til 2. april: Lavere beta og øget europæisk vægt

Forud for Trumps annoncering blev markedet gradvist mere nervøst. Flere begyndte at spekulere i, om Donald Trump rent faktisk kunne finde på at gennemføre, hvad vi må betegne som ”worst case scenario” ift. toldsatser. For at imødegå en mulig eskalering valgte vi i starten af april at nedbringe fondens samlede risiko til det laveste niveau i fondens levetid.

Vi flyttede eksponering væk fra temaet Teknologisk Innovation og øgede i stedet vægten i europæiske aktier inden for Fremtidens Sikkerhed samt nogle udvalgte demografidrevne selskaber. Sidstnævnte er traditionelt blandt de mere robuste i stressede perioder, men på grund af usikkerhed om told på medicinalaktier og det amerikansk sundhedsbudget så vi Fremtidens Sikkerhed som mere robust over for potentielle handelspolitiske chok.

Dette skifte markerede samtidig en ønsket geografisk rebalancering med en højere europæisk andel i porteføljen.

Aktiv udnyttelse af markedsudsving: Køb på udsalg under panikken

Midt på måneden oplevede markedet ekstreme udsving og stemningen nærmede sig panik. Det kulminerende i det såkaldte Mini-Black Monday den 7. april, hvor stort set alt faldt uafhængigt af, om de enkelte selskaber var påvirket af toldkrigen eller ej.

I Sydinvest Megatrends reagerede vi hurtigt på de muligheder, som opstod i markedet. Der blev både foretaget investeringer i forsvarsaktier, der fik barberet over 25 % af selskabsværdien på få minutter, men også i selskaber, som vi nu vurderede, var blevet for billige – selv med ”worst case” i udsigt.

Flere selskaber blev købt til markante rabatter. Der gik kun et par timer før vi kunne konkludere, at vi havde fået en række højkvalitetsselskaber til ekstreme udsalgspriser.

Genopbygning i AI-temaet: Genindtræden baseret på tidlige signaler

I april reducerede vi tidligt i forløbet vores eksponering mod AI Infrastruktur – et tema, der blev hårdt ramt af den generelle markedsusikkerhed.

Mod slutningen af måneden begyndte vi imidlertid at se indikationer på, at markedet havde overreageret. Vi gik derfor på opkøb i teknologiselskaber med stor fokus på kunstig intelligens.

De tidlige signaler om fortsat høj efterspørgsel efter AI-løsninger blev siden bekræftet af stærke regnskaber fra bl.a. Google, Meta og Microsoft. Det har de seneste uger givet et gevaldigt løft til de aktier, vi lige havde købt, og vi har bevæget os afkastmæssigt et pænt stykke op siden bunden i april.

Positionering frem mod sommeren: Kontantberedskab og fleksibilitet

Trods markedsstigning i slutningen af april og midlertidig toldpause fra USA, vurderer vi fortsat, at usikkerheden er betydelig. Trumps politiske kurs er svær at forudsige, og svage makrodata hen over sommeren kan ikke afvises.

Derfor fastholder vi en relativt høj kontantandel. Det giver fleksibilitet til at agere hurtigt, hvis høj volatilitet igen bliver daglig kost.

Langsigtet investering med taktisk manøvrering

April illustrerede tydeligt, hvordan en tematisk, langsigtet strategi kan suppleres af aktive, taktiske beslutninger i perioder med usikkerhed.

Sydinvest Megatrends balancerer de to hensyn: klare strukturelle temaer kombineret med aktiv risikostyring og hurtig positionstilpasning, når markedsvilkårene ændrer sig markant.