Shutterstock 1759670834
11. sep. 2025 kl. 10:00
137 visninger

Aktiemarkederne holder skansen

Fondschefens månedskommentar: Renteforventninger understøtter markederne trods geopolitisk uro

Efter et par turbulente måneder viste de globale finansmarkeder i august en mere stabil udvikling. Det globale aktieindeks steg beskedent med 0,4 % målt i danske kroner.

Bag stigningen lå flere drivkræfter, herunder stigende forventninger til rentenedsættelser i USA, solide regnskaber fra udvalgte sektorer samt fortsat optimisme omkring de langsigtede muligheder inden for kunstig intelligens. Samtidig synes investorerne i stigende grad at se gennem fingre med de geopolitiske risici, der ellers har præget store dele af året. Konflikterne i Mellemøsten og usikkerheden om handelsrelationerne mellem USA, Europa og Kina har ikke tabt betydning, men synes i øjeblikket at vægte mindre i investorernes risikovurdering end tidligere på året.

De modne aktiemarkeder

I USA steg det brede S&P500 med 1,9 % målt i amerikanske dollar, drevet af stigende forventninger til kommende rentenedsættelser samt en række stærke regnskaber inden for både teknologi og sundhed. Håret i suppen her er, at på trods af selskabernes kursstigninger i amerikanske dollar, blev den amerikanske dollar svækket med mere end 2 % over for euroen og dermed den danske krone, hvilket betød, at indekset faldt svagt med -0,3 % målt i danske kroner.

Europa klarede sig samlet set bedre end USA. Det brede europæiske indeks steg 1,2 %, målt i danske kroner. Tyskland, der ellers har været drivkraften bag den stærke europæiske vækst i år, trak dog ned i august med et fald på -1 %.

Danmark oplevede en måned præget af store forskelle i afkast mellem selskaberne. Det brede danske indeks faldt med -0,6 %, hvilket især skyldtes Ørsted A/S, der mistede over 37 % af sin værdi. Faldet blev udløst af en omfattende kapitaludvidelse på 60 mia. kr., som udvandt værdien for eksisterende aktionærer og svækkede investorernes tillid, samt efterfølgende en stop‑work‑ordre fra den amerikanske regering på det næsten færdigbyggede Revolution Wind-projekt. Dette skabte usikkerhed om projektets gennemførelse og dermed Ørsteds indtjening. Omvendt oplevede danske medicinalselskaber stor medvind i august. Toneangivende selskaber som Zealand Pharma A/S (+27,3 %) og Novo Nordisk A/S (+15,4 %) var blandt de klare vindere og understregede, hvordan afkastene kan variere betydeligt mellem sektorer og selskaber på det danske marked.

Afkast i % på de modne aktiemarkeder i august, målt i kr.

Kilde: LSEG Datastream

Aktier fra Emerging Markets

Den amerikanske centralbanks (Fed) signaler om potentielt forestående rentenedsættelser skabte ny optimisme på tværs af regioner i Emerging Markets og bidrog til en yderligere svækkelse af dollaren. Dette førte til et likviditetsløft, som især kom Kina til gode. Kinesiske aktier blev yderligere støttet af USA’s udskydelse af toldstigninger på kinesiske varer, samtidig med at optimisme omkring kunstig intelligens fortsat gav medvind til markedet. Dette betød, at kinesiske aktier i august steg med 2,7 % målt i danske kroner.
Latinamerika tog dog førertrøjen med stærke stigninger, særligt i Brasilien (+7,9 %), hvor solide selskabsresultater gav aktiemarkedet medvind, og Mexico, der steg 1 %, drevet af stabile makroøkonomiske forhold.

Omvendt var Indien blandt de svageste markeder med et fald på -4,4 %, primært som følge af skærpet amerikansk told på indisk import. Dette overskyggede den ellers positive momsreform, der forventes at gavne både virksomheder og forbrugere fremadrettet.

Afkast i % på Emerging Markets i august, målt i kr.

Kilde: LSEG Datastream

Valuta – og rentemarkederne

I USA har en række nøgletal indikeret en vis opbremsning på arbejdsmarkedet, hvilket understøtter investorernes forventninger om, at Federal Reserve snart påbegynder en rentenedsættelsescyklus. Markedet priser nu en sandsynlighed for første rentenedsættelse allerede i september, og frem mod udgangen af 2026 venter investorerne samlede lempelser på op mod 125-150 basispunkter.

Den Europæiske Centralbank forholder sig afventende, men en svag vækst i eurozonen, en styrket euro og usikkerhed om tariffers effekt på virksomhederne kan presse ECB til at handle i løbet af efteråret.

På valutamarkedet bød august på en yderligere svækkelse af den amerikanske dollar mod euroen (-2,1 %), hvilket samtidig styrkede den danske krone. Set over hele 2025 har dollaren nu mistet over 10 % i værdi mod euroen og dermed den danske krone.

Højrentelande- og virksomhedsobligationer

August var generelt en positiv måned for Emerging Markets-obligationer, særligt for obligationer udstedt i amerikanske dollar (hård valuta), hvor indekset leverede et afkast på 1,4 %, målt i danske kroner. Her understøttede lavere amerikanske statsrenter og stabile kreditspænd afkastene, og High Yield-obligationer gav de højeste gevinster.

Obligationer i lokal valuta oplevede også et faldende renteniveau, hvilket isoleret set gav et afkast på ca. 0,8 %. Valutakursudsving mod euroen og den danske krone modvirkede dog gevinsterne, så afkastet i danske kroner samlet set blev omkring nul.

Samlet set blev det derfor næsten en neutral måned for højrentelandes lokalvaluta-obligationer, mens obligationer i hård valuta gav positive resultater.

Udsigter 

Centralbankernes beslutninger vil fortsat spille en afgørende rolle for udviklingen på de finansielle markeder. Forventningerne om snarlige amerikanske rentenedsættelser har skabt optimisme blandt investorer, men markederne kan fortsat være sårbare over for negative overraskelser på inflationsfronten og nye geopolitiske spændinger.
Efteråret vil også byde på en ny regnskabssæson i oktober, som kan blive skelsættende for aktiemarkederne. Investorerne vil især følge, om selskaberne kan levere indtjeningsvækst, som lever op til de høje forventninger – ikke mindst inden for teknologisektoren, hvor prisfastsættelsen er krævende.

Alt i alt vurderer vi, at de overordnede udsigter for både aktier og obligationer fortsat er positive, men korte tilbageslag kan forekomme, hvis inflationsforventninger eller geopolitiske spændinger pludseligt ændrer markedsstemningen.

Af fondschef Thomas Andsbjerg Amelung

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,5
Baseret på 2 anmeldelser