18. aug. 2026 kl. 07:13
62 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Coloplast til tops og Unibrew til bunds i rødt C25

Aktier/åbning: Coloplast til tops og Unibrew til bunds i rødt C25

Unibrew falder markant fra åbningen tirsdag efter regnskabet for andet kvartal mandag efter børslukketid.

Til gengæld kvitterer investorerne med et plus til Coloplast efter morgenens regnskab for tredje kvartal fra medicokoncernen.

Overordnet er stemningen dog negativ, og efter fem minutters handel er der fald i 22 af de 25 eliteaktier.

Samlet falder C25-indekset med 0,6 pct. til 1887,03.

- Stigende oliepriser, fortsat rentepres og geopolitisk usikkerhed dæmper risikoappetitten blandt investorerne, skriver Jyske Bank i en kommentar til markedsstemningen.

De amerikanske aktier lukkede onsdag med mindre fald og ventes at fortsætte ud af samme tangent tirsdag.

Det har ikke hjulpet på humøret, at USA's præsident, Donald Trump, mandag truede med at bombe allierede Oman, hvis landet med sine forhandlinger med Iran om kontrollen med Hormuzstrædet kommer "i vejen" for amerikanerne.

COLOPLAST VOKSER MERE END VENTET PÅ TOPPEN

Coloplast klarede sig i tredje kvartal lidt bedre end ventet på toplinjen, der steg til 7355 mio. kr. fra 6958 mio. kr. i samme periode sidste år, mens resultatet af primær drift før særlige poster skuffede en smule ved kun at stige til 1929 mio. kr. fra 1915 mio. kr. Her var der ventet et plus på 1949 mio. kr. Til gengæld var bundlinjen på 1462 mio. kr. godt 100 mio. kr. over konsensus.

Coloplast, der gentog forventningerne til hele året, oplevede en organisk vækst på 6 pct. i kvartalet, hvor forretningsområderne Kontinens, Urologi og Sårpleje klarede sig bedre end ventet rent salgsmæssigt, mens Stomi og S&R Pleje lå lidt under. Sårpleje klarede sig uventet godt trods udfordringer i Kerecis og negativ vækst i Kina på grund af en allerede kendt produktreturnering.

Coloplast stiger fra åbningen med 1,3 pct. til 428,50 kr.

ROYAL UNIBREW MED BLANDET REGNSKAB

Unibrew dykker derimod 7,9 pct. til 427,60 kr. efter sit andet kvartal, hvor Danmarks næststørste bryggerikoncern klarede sig lidt bedre end konsensus rent salgsmæssigt, men samtidig haltede lidt efter på både volumenvæksten og driftsresultatet.

Omsætningen faldt i kvartalet en anelse til 4426 mio. kr. fra 4438 mio. kr. i samme periode sidste år, mens driftsresultatet steg til 753 mio. kr. fra 740 mio. kr. Til sammenligning havde analytikerne dog ventet en omsætning på 4381 mio. kr. og et driftsresultat på 774 mio. kr., ifølge estimater indsamlet blandt op til 13 analytikere af Royal Unibrew før regnskabet.

Unibrew kunne dog også glæde investorerne med et nyt aktietilbagekøbsprogram på 300 mio. kr.

LØFTEDE KURSMÅL FOR PANDORA OG NOVONESIS

Der er analysenyt til Pandora, som har fået løftet sit kursmål til 850 kr. fra 810 kr. af franske BNP Paribas.

Smykkeaktien falder dog 0,6 pct. til 817,60 kr.

Novonesis har desuden fået hævet sit kursmål til 470 kr. fra 450 kr. hos DNB Carnegie, men aktien har lagt ud med et kursfald på 0,5 pct. til 414,80 kr.

BRØDRENE A&O JOHANSEN LØFTER FORVENTNINGERNE TIL SALGET

Blandt sidepapirerne har Brødrene A&O Johansen markeret sig med en opjustering af sine salgsforventninger til hele året på 150-200 mio. kr., så årsomsætningen nu ventes at lande på 6600-6750 mio. kr. Opjusteringen sker efter et andet kvartal, hvor omsætningsvæksten nåede op på næsten 12 pct.

Forventningerne til indtjeningen er de samme, men indeholder nu transaktions- og integrationsomkostninger relateret til opkøb på 20 mio. kr.

A&O-aktien stiger 7 pct. til 99,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 511 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig