Selv om det danske aktiemarked ikke er synderligt eksponeret over for AI-temaet, rammer den nedtur, som torsdag sendte Wall Street i dørken, alligevel humøret herhjemme, hvor langt hovedparten af de største aktier falder.
Med Demokraternes klare sejr ved midtvejsvalget i USA er bekymringen blandt andet, at der vil komme strengere krav til nye datacentre, hvilket ramte de selskaber, som arbejder inden for kunstig intelligens (AI) hårdt på New Yorks aktiebørser. Resultatet var, at det teknologitunge Nasdaq-indeks torsdag blev sendt ned med 5,5 pct., og selv om de amerikanske teknologiaktier fredag ser ud til at genvinde lidt af det tabte, rammes Europa også.
Herhjemme betyder det en negativ åbning for C25-indekset på 1,7 pct. til 1988,51. Mest ned trækker Genmab med et fald på 4,3 pct. til 3486,00 kr. samt Mærsk A- og B, der sætter sig 3,7 pct. og 3,6 pct. til 19.840 og 20.200.
GENMAB LEVERER VENTET SALGSFREMGANG OG GENTAGER FORVENTNINGERNE
Genmab leverede som ventet pæn vækst i sit regnskab for tredje kvartal, der følger i hælene på stribevis af gode forsøgsdata fra selskabets pipeline af kræftmidler, som kan føre til nylanceringer af lægemidler næste år.
Store millionindtægter i royalties fra partnernes salg drypper ned til Genmab, som gik 16 pct. frem på toplinjen til 1187 mio. dollar, hvilket var på linje med konsensus. Driftsresultatet på 431 mio. dollar slog konsensus blandt analytikerne om 359 mio. dollar som følge af lavere end ventede driftsomkostninger, der ifølge senioranalytiker hos AL Sydbank Søren Løntoft Hansen formentlig blot handler om en kvartalsmæssig forskydning af omkostningerne.
Alligevel falder Genmab, der gentog sine forventningerne til hele året, med 4,0 pct. til 3491 kr. Udviklingen skal ses i lyset af den seneste tids kraftige stigninger i aktien, som trods dagens nedtur stadig er steget mere end 70 pct. i år.
ANALYTIKERNE JUSTERER KURSMÅL EFTER STORE REGNSKABSDAG
A.P. Møller-Mærsk er fortsat i fokus efter en hård modtagelse af selskabets kvartalsregnskab torsdag. Regnskabet viste stor fremgang i forhold til sidste år, men ikke så meget, som analytikerne havde troet, og nogle havde tilsyneladende også håbet på en endnu større opjustering af forventningerne til hele året, end den Mærsk leverede.
Flere analysehuse har efterfølgende sænket deres kursmål for aktien, mens enkelte har sat det op.
Fredag falder desuden rateindekset Shanghai Containerized Freight Index 1,5 pct.
Den generelt negative stemning rammer også Novonesis og GN, selv om de kan glæde sig over forhøjede kursmål fra analysehuse oven på torsdagens regnskaber. Novonesis falder 2,1 pct. til 469,80 kr. og GN 1,9 pct. til 121,70 kr. efter pæne kursstigninger i begge aktier torsdag. Ørsted går mod strømmen med et plus på 0,3 pct. til 147,30 kr.
Blandt sidepapirerne retter fokus sig blandt andet mod Schouw & Co., der torsdag morgen har løftet sine forventninger til både omsætning og driftsindtjening for hele året. Aktien stiger 4,5 pct. til 877 kr.
En justering af forventningerne er der også kommet fra NNIT, der i forbindelse med sit kvartalsregnskab sent torsdag præciserede, at omsætningen for 2026 nu ventes at falde med 1-6 pct. i lokal valuta mod tidligere "et encifret fald". Driftsmarginalen (EBIT) før særlige poster ventes fortsat at udgøre 4-7 pct., meddelte NNIT.
NNIT sætter sig derimod med 1,5 pct. til 40,00 kr.
Endelig sætter ligeledes regnskabsaktuelle Gubra og Huscompagniet sig med henholdsvis 0,8 pct. til 294,90 kr. og 0,4 pct. til 23,10 kr.
.\\˙ MarketWire