Det danske eliteindeks, C25, lægger ud med fald fra åbningen tirsdag.
Der er ellers pæn fremdrift i Zealand Pharma-aktien efter nye data for vægttabsbehandling med et af selskabets midler.
Efter et kvarters handel ligger C25-indekset dog 0,3 pct. lavere i 1729,95.
Medicinalaktierne Genmab og Novo Nordisk trækker ned, mens der blandt sidepapirerne er plusser til rederiet Norden og forsikringsselskabet Alm. Brand Group, som begge har opjusteret forventningerne til 2026.
Genmab ligger i bunden af eliteindekset med et minus på 1,7 pct. til 1677,50 kr.
Der er tirsdag morgen kommet salgstal for Genmabs sklerosemiddel Kesimpta. Genmabs schweiziske partner Novartis kom ud af første kvartal med et salg af Kesimpta, som lige akkurat sneg sig forbi analytikerforventningerne ifølge Bloomberg News. Salget landede på 1164 mio. dollar mod estimeret 1154 mio. dollar ifølge Bloomberg News.
Det ligner dog, at investorerne tirsdag morgen generelt sælger lidt ud af medicinalaktierne. Novo Nordisk dykker desuden 1,1 pct. til 260,60 kr.
ZEALAND PHARMA FORTÆLLER OM NYE DATA FRA PARTNER
Zealand Pharmas aktie skiller sig dog ud med en stigning på 3,9 pct. til 314,90 kr. efter at partner Boehringer Ingelheim oplyser, at patienter, der anvendte selskabets vægttabsbehandling Survodutid, oplevede et vægttab på 16,6 pct.
Det viser resultaterne af et fase 3-studie, fremgår det af en meddelelse fra Zealand Pharma tirsdag.
REDERIET NORDEN LØFTER FORVENTNINGERNE TIL HELE ÅRET
Uden for C25 stiger rederiet Norden med 7,5 pct. til 307,60 kr.
Norden meldte sig tirsdag morgen på banen med en opjustering af forventningerne til hele 2026, trukket af yderligere skibssalg og et stærkere tankmarked.
Norden venter nu et nettoresultat for året på 70-140 mio. dollar mod en tidligere forventning om et resultat på 30-100 mio. dollar.
Også Alm. Brand kunne glæde investorerne med en opjustering af forventningerne til forsikringsresultatet for hele året. Det skete i et regnskab for første kvartal, der slog konsensus klart på forsikringsresultatet.
- Vi er meget tilfredse med resultatet for 1. kvartal, som ligger i tråd med vores målsætninger og afspejler vores fokus på at skabe en mere effektiv og konkurrencedygtig koncern, udtaler administrerende direktør, Andreas Ruben Madsen, i regnskabet.
Morgenens regnskab står dog i skyggen af en dom fra Højesteret tirsdag ved 12-tiden i en arbejdsskadesag med potentielt vidtrækkende konsekvenser. Arbejdsskadesagen er anlagt af Ankestyrelsen mod HK Danmark og drejer sig om, hvorvidt arbejdsskader med tabt erhvervsevne på under 15 pct. fremadrettet skal kunne tilkendes erstatning for tabt erhvervsevne.
Sagen vil potentielt kunne åbne for efterkrav på gamle sager, der er blevet afvist, konstaterer Anders Haulund Vollesen, analytiker i Jyske Bank.
Det gode regnskab sender dog Alm. Brand-aktien i vejret med 3,3 pct. til 15,78 kr.
Embla Medical kunne tirsdag morgen fortælle om fremgang i salg og indtjening, da salget i første kvartal voksede til 232 mio. dollar fra 203 mio. dollar i første kvartal sidste år, og bundlinjen steg til 15 fra 12 mio. dollar.
Samlet steg salget med 15 pct., mens den organiske vækst udgjorde 4 pct. i et kvartal, hvor Prosthetics & Neuro Orthotics leverede et stærkt resultat, mens væksten var moderat i Bracing & Supports, og Patient Care havde et svagere kvartal.
Embla Medical falder 1,3 pct. til 27,30 kr.
.\\˙ MarketWire