Man skulle tro, at en krig i Mellemøsten og et lukket Hormuzstræde ville sænke aktiemarkederne, men april måned viste, at investorerne har fokus på andre faktorer.
Robuste regnskaber fra de store børsnoterede virksomheder for 1. kvartal 2026 samt store AI-relaterede investeringer trak aktierne op til nye højder. Råvarepriserne, der anses som en slags temperaturmåler på krisen i Mellemøsten, var over en bred kam stabile. Den amerikanske dollar faldt lidt tilbage og agerede således heller ikke tilflugtssted.
Månedens tophistorie var helt klart udviklingen i de såkaldte halvledere samt det koreanske aktieindeks. Begge kategorier steg over 30 % i løbet af april måned. Dette er ikke hverdagskost og da slet ikke, imens der hersker en uløst konflikt omkring verdens energiforsyning. Det brede amerikanske aktieindeks S&P havde ligeledes den bedste måned siden november 2020. Det var dengang, vaccinenyhederne blev publiceret i forbindelse med coronapandemien.
Selvom aktierne i den grad tog teten i april, viste obligationerne også gode takter. De mindst sikre obligationer havde de højeste afkast, mens statsobligationerne i de udviklede lande var mere eller mindre uforandret.
Månedsafkast for modne markeder i april (%)
Kilde: AL Sydbank
Makroøkonomi: Ledigheden og inflationen peger opad
De seneste opgørelser over inflation og ledighed i Europa og USA peger opad. Inflationen drives helt klart af stigende energipriser, mens arbejdsløsheden presses op af en lavere vækst.
Ved rentemødet den 29. april i den amerikanske centralbank blev renten fastholdt på 3,5-3,75 %. Af i alt 12 medlemmer var 4 uenige i teksten for mødet, som udtrykte en forventning om kommende pengepolitiske lempelser. Det er første gang siden 1992, at så mange medlemmer har stemt mod en rentebeslutning. Med andre ord – usikkerheden kan spores vidt og bredt.
Selvom Danmark har haft en stærk økonomi igennem en længere periode, faldt beskæftigelsen i april. Dette var første i 18 måneder, at der blev registreret en tilbagegang.
Månedsafkast for Emerging Markets i april (%)
Kilde: AL Sydbank
Udsigten: Nedjustering af vækstforventning
Den international valutafond nedjusterede i april måned sine globale vækstforventninger for 2026 til 3,1 %. I den forrige globale vækstforventning fra januar var tallet 3,3 %. Dette nedsatte estimat er under forudsætning af, at konflikten i Mellemøsten forbliver begrænset. En udvidelse af konflikten mellem Iran og USA er således ikke inkluderet og vil givetvis sænke vækstforventningerne yderligere.
Vi er fortrøstningsfulde i forhold til markedsudviklingen og forventer, at det diplomatiske spor kører videre mellem USA og Iran. Virksomhedernes indtjeningsevne har trods øget inputomkostninger vist fornemme takter, og AI-temaet er og bliver fortsat positivt for markedet. Vi kan dog næppe forvente, at centralbankerne bliver en stærk medspiller, men mere sandsynligt vil stå lidt på bremsen.