09. apr. 2026 kl. 09:51
55 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Danske Bank, Vestas og Mærsk går frem i skeptisk indeks

Aktier/middag: Danske Bank, Vestas og Mærsk går frem i skeptisk indeks

Danske Bank og Vestas ligger i spidsen for C25-indekset, som torsdag middag ligger lettere underdrejet med kun seks aktier i plus efter den feststemte onsdag, hvor markedet fejrede en aftale om våbenhvile i Mellemøsten med pæne stigninger.

Et døgn senere spreder der sig nogen skepsis i forhold til aftalen, og effekten er et mindre tilbageslag for eliteindekset til 1724,20, eller med 0,4 pct. i forhold til lukkeniveauet onsdag eftermiddag, hvor indekset sluttede dagen med et plus på 2,1 pct.

- Der var gang i den i går, men lidt mere ro på den i dag. Vi fik nogle ret flotte stigninger, men nu kommer vi ind i et forløb, hvor markedet holder øje med, hvad der sker med våbenhvilen, med forhandlingerne, som starter i morgen, og hvordan det går med skibsfarten nede i Hormuzstrædet, konstaterer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

- Og der været nogle meldinger om, at der måske ikke er tale om en helt præcis våbenhvile, og markedet forholder sig lidt skeptisk til, hvad der lige sker de kommende dage og de næste par uger. Vi er jo ikke i mål endnu, bemærker han.

MÆRSK OG VESTAS LIGGER LUNT

Nogen særlig tydelig tendens i, hvilke aktier der klarer sig bedst eller dårligst i den spirende usikkerhed, har Martin Munk svært ved at få øje på.

- Næh, altså grønne Vestas klarer sig nogenlunde. Den er en af de aktier, som har klaret sig godt under krigen i Mellemøsten, som bringer alternativ energi i fokus, når olien har det svært. Og Mærsk vil ligge lunt i svinget, hvis vi ikke får løst det her, men de kan få det lidt svært, hvis der kommer fred og passage gennem Hormuz, vurderer Martin Munk.

Torsdag middag stiger Vestas 0,5 pct. eller med 0,90 kr. til 190,25 kr. selv om aktien handles uden udbytte på 0,74 kr.

Den grønne kollega Ørsted, som torsdag holder generalforsamling, går tilbage med 0,6 pct. til 160,60 kr.

Mærsks B-aktie løftes 1,1 pct. til 16.055 kr.

For Mærsk gælder det desuden, at rederiet får hævet sit kursmål hos det polske finanshus BM Pekao til 12.806 kr. fra 10.889 kr. Dertil kommer der torsdag nye data for udviklingen i containerraterne fra World Container Indeks, WCI, som senest viste en stigning på 0,4 pct.

NYE KURSMÅL TIL STORBANKER

I toppen af indekset stiger Danske Bank 1,6 pct. til 322,50 kr. Banken har fået sænket kursmålet af Citi til 356 kr. fra 375 kr., men den positive købsanbefaling gentages

Også Nordea har fået negativt analysenyt fra Citi, som har sænket kursmålet til 124,80 kr. fra 136,74 kr., mens købsanbefalingen fastholdes. Britiske Barclays reducerer kursmålet for den nordiske storbank til 96,40 kr. fra 101,63 kr., fremgår det af Bloomberg. Anbefalingen forbliver "undervægt" hos briterne.

Nordea falder 1,2 pct. til 115,50 kr.

COLOPLAST OG ROCKWOOL I BUND

I bunden af C25-indekset taber Coloplast 2,7 pct. til 423,30kr.

Det sker i selskab med Rockwool, som mister 2,5 pct. til 182,90 kr. Isoleringsaktien var onsdagens store vinder med et plus på 6,5 pct. på udsigt til faldende priser på den energi, som Rockwool i særlig grad er afhængig af i produktionen af stenuld.

NETCOMPANYS ANBEFALING FÅR HAK

Novonesis får sænket sit kursmål af den amerikanske storbank JPMorgan til 500 kr. fra 540 kr. Anbefalingen er fortsat "overvægt". Aktien falder 1,5 pct. til 383,30 kr.

Efter nogle gode uger for aktien i it-selskabet Netcompany sænker finanshuset ABG Sundal Collier anbefalingen til "hold" fra "køb". Men kursmålet er løftet med 20 kr. til 420 kr., fremgår det af Bloomberg News.

Aktien er steget 21,8 pct., siden Netcompany 26. marts opjusterede forventningerne til 2026. Men Netcompany falder 5,1 pct. til 368,60 kr. torsdag middag.

Også blandt sidepapirerne får Alm. Brand indledt analysedækning hos Autonomous Research. Det sker med en neutral anbefaling med et kursmål på 17,50 kr. Aktien i forsikringskoncernen taber 0,7 pct. til 15,42 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 235 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig