FLSmidth fortsætter sin regnskabsoptur og er fredagens frontløber i C25-indekset, som også overordnet set viser opløftende takter frem mod weekenden.
Samlet går det frem med 0,6 pct. til 1902,04 for C25, hvor 20 ud af de 25 eliteaktier handles med positivt fortegn.
- Vi ligger i hvert fald i grønt terræn herhjemme, og det følger nogenlunde billedet ude i Europa. Der har især været fokus på olieprisen, som ligger højt. Renterne i USA er også tikket op igen. Det er lidt det, der fylder, men lige nu absorberer vi det relativt roligt op til weekenden, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Rockwool vinder lidt af det tabte tilbage efter en rædsom uge, og også GN gør lidt comeback efter torsdagens regnskabssmæk. Uden for C25-indekset har Bavarian Nordic desuden leveret tocifret vækst og en opjustering, hvilket giver optur til vaccineaktien.
- Herhjemme er der stadig lidt efterdønninger på regnskaberne, og der er også kommet nye regnskaber ind. Det er det, der har fyldt meget både i denne og i sidste uge i Danmark, tilføjer senioraktierådgiveren.
FLSMIDTH TROMLER VIDERE
FLSmidth viser fortsat gode takter og stiger 5,4 pct. til 578,50 kr. Ingeniøraktien høster fortsat opjusterede kursmål efter sit overraskende gode regnskab onsdag. Senest er det schweiziske UBS, der har hævet sit kursmål til 600 kr. fra 550 kr. med anbefalingen "køb".
Rockwool er på vej mod sit første plus i ugens løb med en stigning på 3,4 pct. til 205,20 kr.
Den store knast i onsdagens regnskab var et fald i lønsomheden målt på EBIT-marginen til 12,9 pct. fra 13,8 pct. i samme kvartal året forinden, hvor analytikerne ventede et mindre fald til 13,3 pct.
Isoleringsaktien er blevet nedjusteret til "neutral" fra "overvægt" hos amerikanske JPMorgan. Kursmålet reduceres til 210 kr. fra 250 kr.
Men Barclays går den anden vej og løfter kursmålet til 275 kr. fra 250 kr. Anbefalingen her lyder på positive "overvægt".
Efter kursklø på 10,5 pct. torsdag stiger GN 2,2 pct. til 92,18 kr., på trods af at BNP Paribas fredag har skruet sit kursmål ned til 90 kr. fra 100 kr.
Der var ellers tale om en opjustering af driftsmarginen i torsdagens regnskab, men den skal tilskrives toldrefusion fra USA, og omvendt blev prognosen for den organiske vækst sænket.
Men fredag morgen kommer Jyske Bank til undsætning med en opgradering af anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold".
Det går også godt for Mærsk med et plus til B-aktien på 1,5 pct. til 21.160 kr.
Der er kommet nye ratetal for containertransport fra SCFI-indekset, Shanghai Containerized Freight Index. Det stiger for fjerde uge i træk - med 1,6 pct.
BAVARIAN LEVERER
Fredagens store regnskabshistorie står Bavarian Nordic for. Vaccineselskabet har fra børsåbningen præsenteret tocifret vækst i andet kvartal og opjusteret forventningerne til hele året.
Bavarians salg af såvel rejsevacciner som koppevacciner slår analytikeres forventninger. Den samlede omsætning steg 23 pct. til 2034 mio. kr. fra 1652 mio. kr. i samme periode året forinden, mens analytikere havde ventet 1512 mio. kr.
I et efterfølgende interview med MarketWire udtaler Bavarians finansdirektør, Henrik Juuel, sig positivt om muligheden for endnu en opjustering, hvis takterne i kvartalsmeddelelsen fortsætter.
Aktien, som i juni forlod C25-indekset, stiger 9,2 pct. til 209,60 kr.
Blandt fredagens få negative indspark er Novonesis, som var torsdagens store børssucces efter onsdagens sene regnskab, der var garneret med en opjustering og et milliardstort aktietilbagekøb.
Det blev kvitteret med et plus på 9,7 pct., men fredag lader det til, at investorerne hiver lidt gevinster hjem, og aktien falder 1,1 pct. til 447,20 kr.
Kursmålet er ifølge Bloomberg News blevet løftet til 500 kr. fra 470 kr. hos Barclays, og Danske Bank følger trop med en opjustering af kursmålet til 455 kr. fra 400 kr.
.\\˙ MarketWire