Der hersker generelt en positiv aktiestemning ved middagstid mandag, hvor særligt Genmab er i rampelyset, efter at biotekselskabet i weekenden har fremlagt en stor bunke data, der sender aktien frem med en tocifret stigning fra ugens start.
- Vi har mødt ind til grønne markeder her mandag morgen, og Danmark ligger endda rigtig lunt i svinget, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Det danske eliteindeks, C25, stiger ved middagstid med 1,8 pct. til 1915,26.
- Ugen bliver rigtig spændende med en masse tunge teknologiregnskaber inden for AI, hvilket kan være vigtigt for stemningen hen over ugen. Microsoft, Amazon og Google kommer med tal. Og så er der også centralbankmøder i både Federal Reserve, ECB og Bank of Japan. Så der sker mange ting, lyder det fra Martin Munk, der desuden fremhæver, at kreditvurderingsbureauet Moody's har fastholdt sin kreditvurdering af Frankrig.
- Det giver lidt ro på. Ikke at vi er ovre uroen, men det er nok med til at løfte markedet, at der falder lidt ro på rentespændet mellem Frankrig og Tyskland, siger Martin Munk.
GENMAB AKTUEL MED STÆRKE DATA
De nye data fra Genmab sender aktien 13,7 pct. frem til 3007 kr. og tæller blandt andet lovende fase 3-data med Rina-S mod platinresistent kræft i æggestokkene, som blev offentlige fredag aften.
- Resultaterne vidner om en betydelig reduktion af risikoen forbundet med Rina-S-aktivet, og vi forventer nu, at lægemidlet vil nå et topsalg (i året hvor salget topper) på 6 mia. dollar (40 mia. kr.), skriver Nordea i et analysenotat.
Lørdag opdaterede selskabet om planer for lægemiddelkandidaten petosemtamab mod tarmkræft. Her planlægger Genmab og amerikanske Incyte et fase 1/2-studie i tarmkræft. Målet er at teste petosemtamab i kombination med Incytes lægemiddelkandidat INCB161734 og tillige kombineret med en standardbehandling baseret på kemoterapi.
En lang række børshuse, blandt andet Barclays, Jefferies, SEB, Nordea, DNB, TD Cowen og Jyske Bank, har løftet kursmålet for biotekaktien.
JPMorgan stikker desuden en smule ud, da analysehuset har løftet anbefalingen til "overvægt" fra "neutral" og lagt hele 1450 kr. oven på kursmålet til 3500 kr.
BANKER OG SOFTWARE I PLUS
Martin Munk fremhæver desuden udviklingen hos bankaktierne samt software, hvor blandt andre Netcompany sendes frem med 3,1 pct. til 399,80 kr.
Software ligger generelt godt ude i Europa, lyder det fra Martin Munk, der i samme ombæring fremhæver, at bankerne også kommer lidt igen efter en svær periode, der skal ses i lyset af det, der er sket i Frankrig.
Nordea, AL Sydbank, Jyske Bank og Danske Bank stiger herhjemme i niveauet 0,9-1,9 pct.
ANALYTIKERNYT PÅ STRIBE
Navnekusinerne Novo og Novonesis høster samtidig analysenyt mandag. Førstnævnte får sænket kursmålet hos SB1 til 335 kr. fra 370 kr., mens anbefalingen fortsat lyder "køb".
DNB Carnegie ser desuden mere negativt på Novonesis og sænker anbefalingen til "hold" fra "køb". Kursmålet skrues dog op til 485 kr. fra 470 kr., viser Bloombergs data.
Novo-aktien stiger med 0,5 pct. til 261,50 kr., mens Novonesis-aktien er blandt blot fire aktier i rødt ved middagstid. Aktien i Novonesis dykker med 1,3 pct. til 475,50 kr.
BOOZT OPPRÆCISERER PROGNOSEN
Af andre nyheder har modeplatformen Boozt mandag annonceret et restruktureringsprogram, der primært er rettet mod ledelsesniveauet.
Boozt siger i den forbindelse farvel til selskabets kommercielle direktør og medstifter, Peter G. Jørgensen, og HR-chef Sandra Joy Sahlertz. Samlet vil selskabet fjerne omkring ti stillinger på ledelsesniveau.
Finansielt betyder ændringerne fratrædelsesomkostninger på 40 mio. svenske kr. i år, men samtidig vil det også reducere omkostningsbasen og give et løft til EBIT-marginen på helårsbasis på cirka 0,3 pct.point.
For 2026 betyder det, at Boozt oppræciserer sine forventninger til den øvre del af det tidligere kommunikerede spænd på 6,5-7,0 pct. for den justerede EBIT-margin.
Boozt-aktien stiger med 1,7 pct. til 105,40 kr.
.\\˙ MarketWire