GN er flyvende mandag, efter at selskabet har solgt sin høreapparatforretning for 17 mia. kr., mens kollegaen Demant agerer bundskraber.
Samlet set ligger det danske eliteindeks, C25, med et plus på 0,2 pct. i 1671,32, hvor også bryggerierne er i hopla efter positivt nyt fra analytikerkorpset.
- Det er GN i alle overskrifterne, og derudover er der ikke så meget at kigge på lige nu, udtaler chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.
Ude i Europa er stemningen moderat negativ med et fald 0,4 pct. for det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.
- Der er ikke de helt store udsving i markedet i dag, udtaler Danske Banks chefhandler, der også henviser til, at der ikke er kommet noget nyt i Mellemøstkonflikten hen over weekenden.
GN I TOP MED VOLDSOMT KURSPLUS
GN stiger 36,1 pct. til 118,15 kr. efter nyheden om salget af selskabets høreapparatforretning til den italienske forhandlerkæde Amplifon for 17 mia. kr. på gældfri basis.
Betalingen er fordelt med 12,6 mia. kr. kontant og 56 mio. aktier i Amplifon.
Hele GN havde med fredagens lukkekurs en markedsværdi på omtrent 13,1 mia. kr. Dertil kommer, at GN er den mest shortede aktie på den danske børs med en shortposition på 12,8 pct.
- Umiddelbart ser det jo ret positivt ud, og det er jo også det, aktiemarkedet indikerer - at man får værdierne frem i lyset med det her frasalg, udtaler Mads Zink, der også har bemærket den store shortposition, der kan betyde, at hedgefonde skal ud at købe aktier tilbage for at lukke positionen.
Ud over Hearing-forretningen dækker GN også over Enterprise, der laver headsets og videomødeudstyr til professionelle virksomheder, samt Gaming, der laver gamingudstyr under Steelseries-brandet.
Kollegaen Demant ligger derimod i bunden af C25 med et fald på 3,7 pct. til 181,10 kr.
INTERNATIONALT FINANSHUS HÆFTER "KØB" PÅ CARLSBERG OG ROYAL UNIBREW
Analytikerne hos det internationale finanshus Berenberg har kigget både Carlsberg og Royal Unibrew efter i sømmene og det sender de to aktier op i toppen. I begge tilfælde kommet frem til, at anbefalingen skal hæves til "køb" fra "hold".
Kursmålene har også fået et løft. Carlsbergs kursmål er hævet til 1090 kr. fra 1033 kr., mens Royal Unibrews kursmål er løftet til 681 kr. fra 597 kr.
Carlsberg stiger 1,6 pct. til 895,40 kr. og Unibrew 2,5 pct. til 586 kr.
Mærsks B-aktie ligger med et plus på 1,0 pct. i 16.995 kr. også med fremme i C25-feltet.
Det sker til trods for, at Danske Bank har gentaget sin negative anbefaling "sælg", mens kursmålet dog har løftet sit kursmål til 13.100 kr. fra 10.800 kr.
Ørsted kan glæde sig over, at havvindmølleparken Revolution Wind, som det danske selskab er medejer af, er begyndt at levere strøm til New England i det nordøstlige USA. Det har dog ikke været uden udfordringer at nå dertil.
Men Ørsted falder mandag 0,7 pct. til 145,60 kr.
ISS, der løftes 0,7 pct. til 218,60 kr., har også noget at glæde sig over., da servicekoncernen har indgået en aftale om en udvidelse af en kontrakt med underholdnings- og telekoncernen Virgin Media O2 i Storbritannien.
.\\˙ MarketWire