22. maj 2026
57 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Mærsk-aktierne er med til at dæmpe humøret på nyhedsfattig fredag

Aktier/middag: Mærsk-aktierne er med til at dæmpe humøret på nyhedsfattig fredag

Mærsk-aktierne er med til at trække udviklingen på det danske aktiemarked ned ved middagstid fredag, hvor en generelt ellers fattig nyhedsstrøm præger billedet, inden investorerne senere går på lang weekend.

Samlet stiger det danske eliteindeks, C25, fredag middag med marginale 0,1 pct. til 1790,24.

- Det er stadig olieprisen og Mellemøsten, der styrer markedet - med lidt optimisme i går og i dag, konstaterer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk over for MarketWire og henviser til små plusser ude i Europa.

Med til at trække humøret ned herhjemme er blandt andet Mærsk-aktierne, noterer Martin Munk, til trods for, at der ikke er noget selskabsspecifikt.

- Den er kommet godt tilbage, efter at den faldt en del på regnskabet, udtaler Martin Munk, der peger på den gode udvikling i raterne de seneste uger.

Mærsk-investorerne kan desuden fredag morgen se SCFI-rateindekset stige 3,6 pct. til 2218,15.

Men Mærsks B-aktie falder med 1 pct. til 15.640 kr. fredag. Samlet er aktien fortsat i plus på 6,4 pct. for ugen.

Generelt om udviklingen i bunden af C25 bliver der ifølge Martin Munk taget lidt gevinst på de aktier, som har klaret det godt i ugens løb. Helt i bund falder aktien i FLSmidth med 1,8 pct. til 513,50 kr. Dog er aktien fortsat steget med 12,3 pct. for ugen.

ISS FÅR LØFTET KURSMÅLET AF GOLDMAN EFTER KURSDEROUTE

ISS har fået hævet sit kursmål til 315 kr. fra 290 kr. af finanshuset Goldman Sachs, der samtidig gentager anbefalingen "køb".

Tidligere i denne uge indgik ISS forlig med storkunden Deutsche Telekom og kunne på den baggrund også opjustere forventningerne, hvilket også gav en kursstigning på børsen.

Torsdag dykkede aktien 4,4 pct. efter blandt andet storudsalg af aktier fra den aarhusianske rigmand Henrik Lind og et svagt regnskab fra en fransk konkurrent.

Ifølge Martin Munk kan torsdagens aktiesalg dog være et tegn på, at et større aktiesalg er på vej.

- Ja, den lukkede jo faktisk under den her kurs, som Lind fik solgt til på 270. Så jeg tror, det er et billede af, om han måske kan være på vej helt ud. Nu er han så låst i 90 dage. Men det kan jo godt give sådan lidt en frygt for, at der ligger en større klump aktier der, som kan være i spil senere hen, udtaler Martin Munk og tilføjer:

- Så det tror jeg godt, at det kan være med til at hæmme kursen i en periode på den måske. Men den havde en hård dag i går, men kommer lidt igen i dag.

Fredag stiger ISS-aktien med 0,3 pct. til 265,40 kr.

Blandt andre aktier i plus fredag er blandt andet Pandora, der fortsætter opturen med et plus på 0,3 pct. til 556,20 kr. efter torsdagens fremgang på 1,4 pct.

Pandora har fået lagt en tier til kursmålet hos DNB Carnegie, så det nu lyder på 750 kr. Analytiker Lars Topholm holder i samme ombæring fast i anbefalingen "køb".

De smykkeinteresserede kan også se Cartier-ejeren Richemont levere en bedre end ventet salgsudvikling i sin smykkeforretning.

Derudover stiger Novonesis med 0,4 pct. til 385 kr.

Enzymkoncernen kan i en sektoranalyse dateret den 21. maj se finanshuset JPMorgan gentage sin positive anbefaling "overvægt", kursmålet på 500 kr. samt sin langsigtede anbefaling for aktien.

På fodboldbanen trak Parkens FC København torsdag aften det længste strå og sikrede sig adgang til europæisk fodbold i næste sæson. Efter forlænget spilletid i Superligaens Europa Playoff vandt FCK med 3-1 over Brøndby.

Parken-aktien løftes 2,3 pct. til 180 kr., mens Brøndby IF taber 4,4 pct. til 0,26 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,9
Baseret på 21 anmeldelser