19. okt. 2026 kl. 09:42
482 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Mærsk og DSV i hver sin ende af rødt C25

Aktier/middag: Mærsk og DSV i hver sin ende af rødt C25

Der er negativ stemning på det danske aktiemarked ved middagstid mandag, hvor humøret bliver påvirket af et tilbagefald i USA, efter at de europæiske aktiemarkeder gik på weekend i fredags.

Samlet falder det danske eliteindeks ved middagstid 0,8 pct. til 1849,91, hvilket er nogenlunde på niveau med faldet hos det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

- Europa ligger lidt sløjt i koderne, om end det ligner, at USA kommer okay igen. Det hænger sammen med, at USA faldt en del tilbage, efter Europa lukkede i fredags, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, over for MarketWire.

- Det ligner, at AI-temaet kommer lidt i gang igen, når vi får USA i gang, som ellers var lidt ramt fredag, fortsætter Martin Munk, der peger på, at de amerikanske aktiefutures ligger i grønt terræn forud for eftermiddagens åbning.

Fredag steg C25-indekset og det brede europæiske Stoxx 600-indeks i niveauet 0,7-0,8 pct., mens de tre ledende amerikanske aktieindeks faldt i niveauet 0,3-2,1 pct.

Derudover spiller weekendens uroligheder i Frankrig også en mindre rolle, selv om det mest er fransk isoleret, noterer Martin Munk.

Det franske eliteindeks, CAC40, er ved middagstid faldet 1,3 pct.

Herhjemme ligger aktierne i A.P.Møller-Mærsk i front, da de fortsat understøttes af urolighederne i Mellemøsten.

- Det plejer Mærsk-aktierne at ligge lunt i svinget på, og det gør de også i dag. Men vi handler tæt på nogle topniveauer stadig, siger Martin Munk.

Mærsk B stiger 1,1 pct. til 24.540 kr., efter at den for en uge siden satte lukkekursrekord med noteringen 24.900 kr.

DSV SER IND I VOLATIL UGE

I den modsatte ende falder DSV-aktien 1,8 pct. til 1211 kr.

Selskabet fik sidst på handelsdagen fredag nyt fra Tyskland, hvor kollegaen DHL leverede foreløbige tal for tredje kvartal, der blandt andet bød på en opjustering af forventningerne.

De stærke takter smitter dog ikke af på DSV mandag.

- Man skal nok også se det i lyset af, at DSV havde et par super gode dage i sidste uge. Torsdag og fredag fik de nogle gode bevægelser opad. Men det er en spændende uge, vi går i møde med et regnskab, der er stor spænding omkring, siger Martin Munk og fortsætter:

- De har selv signaleret, at road stadigvæk er udfordret, men vi er også spændte på at høre deres kommunikation omkring det. Hvordan det forløber videre ind i fjerde kvartal, hvis de vil sige noget om det. Så stor spænding omkring DSV.

Martin Munk vurderer, at DSV-aktien kan få nogle volatile dage, hvor investorerne positionerer sig frem mod onsdagens regnskab.

Genmab har mandag morgen modtaget et pænt løft af kursmålet hos Nordea efter positive studier i oktober.

Kursmålet løftes til 2811 kr. fra 2083 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes.

Genmab-aktien falder dog 0,6 pct. til 2488 kr. ved middagstid mandag.

ZEALAND TAGER MIDDEL I FASE 2

Mandag har Zealand Pharma desuden fremlagt data fra sit fase 1-studie med kandidaten ZP9830 til behandling af inflammatoriske lidelser. I studiet blev midlet testet på 32 personer for at måle sikkerhed, tolerabilitet og farmakokinetik.

ZP9830 var veltolereret blandt studiets deltagere med kun milde og ikke-alvorlige bivirkninger, skriver biotekselskabet i en pressemeddelelse, der tilføjer, at et fase 2-studie er planlagt til at starte i første halvår 2027.

Zealand-aktien falder 1,6 pct. til 222,60 kr.

FORMANDSPOST TIL FRUERGAARD

Af andre nyheder har Lundbeck foreslået den tidligere Novo-topchef Lars Fruergaard Jørgensen som ny formand for medicinalselskabets bestyrelse.

Han skal overtage efter Dorothea Wenzel, der ikke genopstiller ved Lundbecks generalforsamling næste år.

Lars Fruergaard Jørgensen skal efter planen allerede slutte sig til Lundbeck-bestyrelsen den 10. november i en rolle som observatør, indtil han officielt kan vælges ind i bestyrelsen i forbindelse med generalforsamlingen næste år, hvis aktionærerne i selskabet kan godkende det.

Lundbecks B-aktie falder 0,3 pct. til 47,66 kr., mens A-aktien omvendt øger 0,9 pct. til 45,45 kr.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig