19. aug. 2026 kl. 09:29
63 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Regnskabsaktuelle FLSmidth og Rockwool i hver sin ende af rødt C25

Aktier/middag: Regnskabsaktuelle FLSmidth og Rockwool i hver sin ende af rødt C25

Mine- og ingeniørselskabet FLSmidth løftes til toppen af det danske eliteindeks ved middagstid onsdag efter et regnskab, der slår forventningerne på stort set alle linjer.

Positive overraskelser er der også fra både Lundbeck og Jyske Bank, mens regnskabsnyt fra Carlsberg og Rockwool sender aktierne til bunds i eliteindekset.

Samlet er der ved middagstid plusser i seks og fald i 19 af aktierne i C25, der samlet falder 0,5 pct. til 1873,78.

FLSMIDTH MED SOLIDT REGNSKAB

Aktien i FLSmidth sendes til vejrs med en stigning på 8,2 pct. til 539 kr., efter et stærkt regnskab for andet kvartal, der får positive ord med på vejen af både senioranalytiker Mikkel Emil Jensen fra AL Sydbank og senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

- Regnskabet er solidt og uden huller i osten, siger Mikkel Emil Jensen til MarketWire og tilføjer, at han umiddelbart kun kan se en lille skuffelse i ordreindgangen i produktdivisionen.

Også i FLS ' topledelse er der tilfredshed at spore. Og den bedste nyhed er en stigning i ordreindgangen på 13 pct., mener finansdirektør Roland Andersen i ingeniørkoncernen.

- Vi er meget tilfredse. Ordrerne stiger med 13 pct., og vores omsætning er oppe med 17 pct. Det er ganske betydeligt, siger finansdirektøren til MarketWire i forlængelse af regnskabet.

Det er både serviceforretningen og pumpeforretningen, som driver væksten, oplyser han.

FLSmidth omsatte i andet kvartal for 3944 mio. kr., mens der blev skabt et nettooverskud på 441 mio. kr. for de fortsættende aktiviteter.

Ifølge estimater indsamlet af FLSmidth selv var der blandt analytikerne ventet en omsætning på 3581 mio. kr. og et overskud efter skat på 300 mio. kr. af de fortsættende aktiviteter.

- Stærkt resultat fra FLS. De slår også forventningerne på stort set alle linjer, så det ser rigtig stærkt ud. Både på ordreindgang, salg og indtjening. Så overraskende på flere fronter, og fair reaktion, at den får et rigtig pænt løft på det, lyder det fra Martin Munk.

ROCKWOOL SENDT TIL TÆLLING

I den modsatte ende af eliteindekset falder isoleringskoncernen Rockwool til bunds med et fald på 5,8 pct. til 210,60 kr.

Selv om Rockwool klarer sig bedre end ventet på omsætningen i andet kvartal, skal forklaringen til kursfaldet findes i marginen, der skuffer lidt, noterer Martin Munk.

- Marginen kommer ind lidt lavere end ventet, og det er nok der, at bekymringen ligger lige nu - at man ikke rigtigt formår, at udnytte den her toplinjevækst til at komme stærkt ud på marginsiden, siger Martin Munk.

Rockwools omsætning er i andet kvartal landet på 1000 mio. euro, hvilket er over analytikerprognosen på 948 mio. euro. I samme periode sidste år nåede Rockwool en omsætning på 912 mio. euro.

Driftsindtjeningen målt på EBIT ligger på 129 mio. euro, hvor analytikerkonsensus lød på 126 mio. euro, hvilket var det samme, der stod i samme periode året forinden.

Kort inden regnskabet landede, blev det til en opjustering af isoleringskoncernens forventninger til omsætningen for hele året.

For hele året venter Rockwool nu en vækst i omsætningen på 5-7 pct. mod en tidligere forventning om en vækst på 3-6 pct. Forventningerne til driftsmarginen, EBIT, er uændret på 13-14 pct.

CARLSBERG PRÆCISERER FORVENTNINGER I OPADGÅENDE RETNING

Blandt bundskraberne i eliteindekset er Carlsberg, selv om bryggerikoncernen onsdag morgen kunne glæde investorerne med en forhøjelse af den nedre del af sine forventninger for hele året, så der nu ventes en organisk vækst i driftsresultatet (CPM) på 4-6 pct. Der var tidligere ventet en vækst på 2-6 pct.

Bryggeriet har i første halvår leveret på linje med markedets forventninger, hvor særligt salget af sodavand og alkoholfri drikke har understøttet.

Hos Jyske Bank bemærker senioranalytiker Haider Anjum, at udviklingen i Kina er "den klare sten i skoen".

Carlsberg falder 3,5 pct. til 876,80 kr.

JYSKE BANK LEVERER BEDSTE ANDET KVARTAL MÅLT PÅ INDTJENING PER AKTIE

Jyske Bank kom ud af andet kvartal med et overskud på 1353 mio. kr., hvilket ikke alene var noget bedre end de 1235 mio. kr., som analytikerne havde ventet, men også det hidtil bedste resultat målt per aktie for et andet kvartal på 39 kr.

Jyske Bank, der overraskede positivt på både indtjenings- og omkostningssiden, falder onsdag ved middagstid 0,3 pct. til 1039 kr.

LUNDBECK SLÅR KONSENSUS - FOND TILBYDER AKTIEOMBYTNING

Uden for eliteindekset er der regnskabsnyt fra Lundbeck, hvor markedet også skal forholde sig til et tilbud om aktiebytning fra ejerfonden.

Lundbeck B-aktien falder 4,8 pct. til 41,80 kr., mens A-aktien stiger 11,9 pct. til 41 kr.

Lundbecks regnskab overraskede i andet kvartal til den positive side på omsætningen, hvor især Cipralex/Lexapro klarede sig bedre end analytikerne havde regnet med, ligesom salget af Vyepti og Abilify udviklede sig lidt bedre. Set i forhold til sidste år var fremgangen drevet af kerneprodukterne og i væsentlig grad af migrænemidlet Vyepti.

Lundbeck, der gentog sin årsprognose, kunne også fortælle, at Lundbeckfond Invest, som er ejet af Lundbeckfonden, tilbyder aktionærerne at bytte A-aktier med B-aktier i forholdet 1:1, som Lundbeckfonden Invest ejer. Tilbuddet har til formål at øge antallet af aktier i fri handel - free float - med Lundbecks B-aktie, der er mere likvid end A-aktien.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 530 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig