Royal Unibrew fortsætter med at sive efter tirsdagens historiske kursdyk på nyheden om, at konkurrenten Carlsberg fra 2029 overtager Pepsico-licensen i Danmark, Finland og Baltikum.
Og så har Nordea skudt bankernes regnskabssæson i gang herhjemme, og her er der tale om fornuftig læsning, vurderer analytikere og investorer.
Målt på C25-indekset er der dog ikke meget, der rykker sig onsdag. Indekset stiger kort før middag med små 0,1 pct. til 1753,91.
Det er på trods af, at der på krigsfronten er nyt om, at USA har forlænget sin våbenhvile med Iran på ubestemt tid.
- Der bliver trukket lidt på skuldrene i forhold til Mellemøsten. Nu har vi en forlænget våbenhvile, men det giver ikke den store reaktion på markederne, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Meldingen om, at våbenhvilen ikke har fået en bagkant, tegner et billede af, at USA gerne vil løse konflikten, bemærker Martin Munk videre, og det skal trods alt tolkes positivt.
- Når man kigger på, hvordan markederne har reageret siden krigen startede, så ligger vi faktisk med små indeksplusser de fleste steder. Det er jo for mig en viden om, at markedet tror, at vi kommer igennem det her på en eller anden måde. Selvfølgelig er usikkerheden stor, men det lader til, at man tror på, at man finder ud af noget, lyder det.
UNIBREW FÅR BØLLEBANK
Tømmermændene melder sig efter en nedsabling af Royal Unibrew tirsdag, da aktien faldt 24,8 pct., efter at konkurrenten Carlsberg annoncerede, at den overtager den vigtige samarbejdsaftale med Pepsico fra Unibrew i 2029.
Og efterfølgende har en række analytikere taget konsekvensen og skruet på forventningerne. Det sender aktien ned med yderligere 2,9 pct. til 403 kr. onsdag.
Blandt analytikerjusteringerne siger Goldman Sachs nu "neutral" mod tidligere "køb", mens kursmålet er hugget ned med knap 30 pct. til 465 kr.
Deutsche Bank går ned ad samme sti og sænker til "hold". Dertil hører en neddrosling af kursmålet med mere end 35 pct. til 425 kr.
Bernstein fastholder positive "outperform", men sænker sit kursmål til 540 kr. fra 700 kr.
Modsat får Carlsberg hævet sin anbefaling af Nordea til "hold" fra "sælg", men aktien falder 0,4 pct. til 819,60 kr.
NORDEA MED GODKENDTE TAL
Uden for C25 er Nordea fra morgenstunden kommet med regnskab for årets tre første måneder.
Indtægterne er bedre end ventet drevet af både nettorente- samt gebyrindtægterne, og hos AL Sydbank kalder senioranalytiker Mikkel Emil Jensen det for overvejende positiv læsning.
Nordea stiger 1,4 pct. til 120,05 kr.
FLSmidth indtager bunden af C25 med et minus på 3,8 pct. til 509,50 kr., og det kan ifølge Jyske Banks Martin Munk godt hænge sammen med, at den finske konkurrent Metso har været ramt af uventet tilbagegang i sit første kvartal.
Demant har også fået dårligt markedsnyt. Australske Cochlear, der laver cochlear-implantater til hørehæmmede, har nedjusteret forventningerne grundet svage markedsforhold.
Det trykker Demant ned med 1,3 pct. til 218,40 kr. ved middagstid.
NOVO FÅR POSITIV MELDING FRA USA
De amerikanske myndigheder har ændret kurs og vil fra 2027 selv betale for Medicare's dækning af medicin mod svær overvægt, skriver Bloomberg News.
Det hjælper Novo op med 1,2 pct. til 250 kr.
Oprindeligt ville Trump-administrationen lade private sygesikringer under Medicare stå for dækningen fra januar, men i stedet finansierer det offentlige nu ordningen fra 2027, oplyser en talsmand fra Centers for Medicare and Medicaid.
Et andet sted i samme branche har Genmab været under lup hos analyseholdet hos Goldman Sachs og fået hævet anbefalingen til "køb" fra "hold".
Kursmålet er samtidig løftet til 2200 kr. fra 1771 kr., viser data fra Bloomberg News.
Genmab stiger 2,3 pct. til 1772,50 kr.
PRES PÅ PANDORA
Pandora får sat kursmålet ned til 700 kr. fra 790 kr. af Jyske Bank, der fortsat siger "køb".
Jyske Banks aktieanalytiker Janne Vincent Kjær venter, at Pandora formentlig vil berette om et udfordret første kvartal, når smykkeproducenten 6. maj aflægger sit første kvartalsregnskab for 2026.
Smykkeaktien falder 2,3 pct. til 512,20 kr.
Der er fortsat fokus på Vestas, Ørsted og NKT i forbindelse med Wind Europes årlige vindenergikonference, som i år finder sted i den spanske hovedstad, Madrid.
Oveni har Vestas fået lagt 30 kr. på kursmålet hos ABG Sundal Collier, der nu sigter efter 200 kr. mod tidligere 170 kr. Anbefalingen er uændret "hold", viser data fra Bloomberg News.
Vindmølleaktien falder 0,9 pct. til 191,50 kr.
.\\˙ MarketWire