Vestas topper i et lettere positivt dansk aktiemarked fredag middag, hvor der omvendt er pres på Mærsk-aktierne og Novo Nordisk.
Også i resten af Europa peger aktiepilen opad fredag, efter at der er kommet lidt ro på i forhold til bekymringen om værdisætningen af de AI-relaterede aktier.
Herhjemme er der stigninger i 17 og fald i 7 af C25-aktierne, og samlet stiger indekset 0,2 pct. til 1854,12.
Det er femte dag ud af de seneste seks, at indekset stiger, og det ligger nu i det højeste niveau siden 22. september, mens status for ugen er et plus på 1,6 pct.
Bekymringerne om en AI-boble har fortaget sig en smule siden torsdag morgen.
MIKROCHIPAKTIER KOM STÆRKT IGEN
Det kan blandt andet spille ind, at topchefen for Nvidia, Jensen Huang, har udtalt sig positivt om udsigterne for Coreweave, som tidligere på ugen kom i kraftig modvind som følge af kreditbekymringer.
- Teknologiaktierne kom stærkt igen torsdag aften på den her kommentar fra Nvidias topchef. Der var jo bekymring omkring mikrochip-aktierne i Asien, som torsdag spillede over i USA, som startede med at falde, men siden vendte rundt.
- Så nogle af de her selskaber, herunder Oracle og Coreweave "reboundede" ret flot, siger chefstrateg i PFA Tine Choi Danielsen til MarketWire.
Derudover har der fredag morgen været fokus på udtalelser af den amerikanske centralbankchef, Kevin Warsh, på IMF's møde i Bangkok.
- Warsh fik ikke sagt noget som helst om, at der kommer en renteforhøjelse. Så det er nogle positive kommentarer, som rammer stemningen og har banet vejen for nye kursstigninger, siger Tine Choi Danielsen.
HØJE FORVENTNINGER TIL REGNSKABER
Regnskabssæsonen er fortsat i den spæde start, men det kan blive en udfordring at leve op til de skyhøje forventninger, vurderer chefstrategen.
- Vi har primært fået bankregnskaber fra USA, og det har været med lidt blandede resultater, men måske lidt som forventet, at bankerne er udfordret af de her stigende renter, og den dæmper, det kan lægge på aktiviteten.
- Men man skal huske, at forventningerne til den her regnskabssæson er skyhøje, og der skal jo leveres på det også. Det bliver svært. Jeg tror, at vi går ind i en sæson, hvor vi godt kan se lidt asymmetri, hvor der skal meget til at overraske positivt og for at sende aktierne op, mens skuffelser vil sende aktierne mere ned, end de vil stige på positive overraskelser, siger Tine Choi Danielsen.
Herhjemme topper Vestas fredag i C25 med en stigning på 2,8 pct. til 189,15 kr., efter at selskabets tyske rival Nordex torsdag aften opjusterede forventningerne efter et stærkt tredje kvartal.
Opjusteringen betegnes som "kæmpe" af Middelfart Sparekasses investeringsstrateg Jacob Pedersen, der før åbningen også havde set meldingen give medvind for Vestas i fredagens handel.
BANKERNE MED FREMME I FELTET
Bankerne gør det også godt i fredagens marked, efter at de torsdag trak ned efter regnskabet fra Nordea, der torsdag faldt 7,4 pct. efter at have sat sit aktietilbagekøb på pause.
Efter nedturen har finske Inderes løftet sin anbefaling for den fællesnordiske storbank til "akkumuler" fra "reducer", men kursmålet er dog sænket til 127,08 kr. fra 130,83 kr.
Nordea revancherer sig fredag 0,7 pct. til 118,35 kr.
Der er også analysenyt til Danske Bank, som hos DNB Carnegie har fået løftet kursmålet med 7 pct. til 460 kr.
Danske Bank stiger 0,5 pct. til 355,60 kr. Imens stiger Jyske Bank og AL Sydbank med 1,5 og 1,2 pct. til henholdsvis 1064 og 707,50 kr.
FRAGTRATER STIGER FOR ANDEN UGE I TRÆK
Mærsk kan se stigninger i prisen på containerfragt fra Shanghai til flere destinationer i verden stiger for anden uge i træk.
Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) er i den seneste uge steget med 0,4 pct. til 3679,58. Det bliver dermed endnu en uge med anæmisk fremgang, da det ugen forinden blev til en stigning på 1,81 point.
Mærsk-aktierne falder dog for fjerde dag i træk. B-aktien ligger 2 pct. lavere i 23.510 kr. efter at aktien mandag lukkede i rekordhøje 24.900 kr.
Novo trækker også ned med et fald på 0,8 pct. til 261,30 kr. uden selskabsnyt.
Blandt de mindre aktier stiger Boozt 3,2 pct. til 106,70 kr. ABG Sundal Collier har hævet kursmålet for modeplatformens aktie til 117,34 kr. fra 108,97 kr. I samme runde gentages anbefalingen "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire