Det er svært at komme uden om Zealand Pharma, når man dykker ned i fredagens marked.
Biotekselskabet skiller sig nemlig aldeles ud med et fald på over 30 pct. fredag ved middagstid i et ellers relativt stille dansk marked, hvor fokus fortsat er på krigen i Iran.
- I Danmark ligger man en smule lavere, mens Europa er tæt på uændret. Det er stadigvæk konflikten mellem USA og Iran, der sætter dagsordenen for markederne, siger chefhandler i Danske Bank, Mads Zink, til MarketWire og fortsætter:
- Der sker typisk noget i sådanne konflikter op til eller i weekenden, men præcis om det bliver en de- eller eskalering af konflikten er svært at sige. Så vi er der, hvor der ikke er nogen, der køber meget op til weekenden. Men omvendt er der heller ikke mange, der sælger ud, konstaterer han.
Blandt de danske eliteaktier i C25-indekset er der stigninger at hente for syv af selskaberne, mens to ligger uændret, og 14 ser frem til at gå på weekend med minusser.
Det samlede C25-indeks falder fredag 0,8 pct. til 1707,29 og ser ud til at lukke ugen med et samlet fald på cirka 1,4 pct.
UBARMHJERTIGT FEDMEMARKED
Det er Zealand Pharmas fase 2-data med fedmehåbet Petrelintid, der giver den hårde medfart med et kursdyk på 31,9 pct. til 251,15 kr.
Et gennemsnitligt vægttab på 10,7 pct. i uge 42 hos de patienter, der modtog behandling med midlet i studiet, er ikke godt nok, vurderer investorerne. Og analytikerne havde da også sat næsen op efter et vægttab på 13-15 pct.
Ifølge Mads Zink er dataene fra Zealand klart skuffende, og så peger han også på, at markedet generelt er meget kontante, når studiedata ikke lever op til forventningerne.
- Vi har tidligere set, at hvis du ikke leverer hér, så bliver man straffet. Et fald på 32 pct. er måske lige den hårde ende, men det er de dårlige data, der sender aktien så markant ned, siger han.
Senest blev Novo Nordisk sendt gevaldigt ned af handlerne i slutningen af februar, da selskabets data for fedmehåbet Cagrisema skuffede stort i et sammenligningsstudie med rivalen Eli Lillys Zepbound.
AFDÆMPET REAKTION PÅ RECEPTDATA FRA NOVO-PILLE
Den danske medicinalgigant er desuden aktuel med recepttal for selskabets Wegovypille, hvor der blev udskrevet flere nye recepter på pillen end ugen før.
I sidste uge blev der udskrevet i alt 60.637 recepter til nye patienter på Wegovy-pillen mod 55.808 recepter i uge otte.
Det viser tal fra Symphony Health Solutions via Bloomberg. Dermed er væksten steget et nøk til 8,7 pct. mod 6,7 pct. ugen før. For et par uger siden kunne Novo dog mønstre stigninger på 36,1 pct.
Novo Nordisk-aktien har de seneste par uger rykket mindre og mindre på sig efter offentliggørelsen af recepttallene. Aktien stiger fredag 1,5 pct. til 252,20 kr. og ligger sig dermed i toppen af eliteindekset.
PANDORA I SØGSMÅL OM TILBAGEBETALT TOLD
Pandora går nu ind i kampen sammen med mange andre selskaber om at få tilbagebetalt told, efter USA's højesteret har kendt den amerikanske straftold ulovlig, skriver Børsen.
Pandora stiger 0,4 pct. til 500,40 kr.
Også på den anden side af Atlanten lander der senere den vigtige amerikanske jobrapport. Den overraskede i sidste måned ved at vise en stærkere end ventet fremgang i beskæftigelsen.
Dog forventer Mads Zink ikke at de amerikanske nøgletal får større betydning for det danske marked, som ifølge chefhandleren har sat konflikten mellem USA og Iran øverst på prioritetslisten.
Blandt sidepapirerne har Huscompagniet aflagt et årsregnskab, der viser omsætningsvækst mens indtjeningen dykkede i 2025.
Samtidigt blev det offentligt at hverken bestyrelsesformand Claus V. Hemmingsen eller næstformand Anja B. Eriksson ønsker at genopstille til bestyrelsen. Huscompagniet har dog allerede en mand i sigte til at overtage formandsposten, som selskabet venter bliver Michael Troensegaard Andersen.
Aktien stiger 4 pct. til 34 kr.
.\\˙ MarketWire