De danske aktier kan meget vel gå en negativ start på julemåneden i møde, hvis man skal dømme efter udviklingen i handlen med futures, der viser klare fald for både de store amerikanske og europæiske indeks.
- Den solide fremgang på aktiemarkederne, som vi så i sidste uge, er aftaget noget her til morgen. Aktierne falder uden nogen hel åbenlys årsag. Renterne stiger på signaler om en renteforhøjelse i Japan, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.
Det sker efter en samlet set klart positiv november for det danske C25-indeks, der i månedens løb steg med 3,7 pct. og dermed reducerede årets samlede nedtur til under 2 pct. Særligt de grønne aktier i Ørsted og Vestas trak fra i november, hvor Bavarian Nordic blev den klare bundprop.
Fredag endte det danske eliteindeks 0,1 pct. højere i 1746,50.
Blandt enkeltaktierne er der mandag fokus på blandt andet Mærsk og DSV, der har fået ændrede kursmål hos JPMorgan, mens også Pandora kan få opmærksomhed efter black friday-ugen.
DSV OG MÆRSK SENDES I HVER SIN RETNING HOS JPMORGAN
Kigger på man på enkeltaktieniveau, er der fokus til blandt andet Mærsk og DSV i mandagens handel, efter at amerikanske JPMorgan har justeret på kursmålene for de to.
For DSV ses der et stort potentiale på godt 45 pct. fra fredagens lukkekurs, idet børshuset har hævet sit kursmål til 2130 kr. fra 1915 kr. og gentaget den positive anbefaling "overvægt", fremgår det af data fra Bloomberg News.
DSV-aktien steg fredag med 0,1 pct. til 1467,50 kr.
Mærsk, hvis B-aktie fredag steg med 1,4 pct. til 12.875 kr., har omvendt fået sænket sit kursmål til 8000 kr. fra 8800 kr. Den negative anbefaling "undervægt" er samtidig gentaget.
Kursmålet er 38 pct. lavere end fredagens lukkekurs.
I analyseafdelingen er der også nyt til sværvægteren Novo Nordisk, der nyhedsmæssigt havde en voldsom november, mens kursen - efter markante udsving undervejs - endte stort set, hvor den startede.
Amerikanske Jefferies har sænket sit kursmål for Novo til 270 kr. fra 290 kr. Anbefalingen er fortsat i negativt terræn på "underperform".
Jefferies vurderer i et analysenotat, at de amerikanske prisaftaler for Ozempic og Wegovy, der er blevet indgået i november, ikke vil resultere i en stor forøgelse af volumen og dermed ende med netto at ramme Novo. Det skyldes blandt andet hård konkurrence, vurderer børshuset.
Novo-aktien sluttede fredag 2,0 pct. højere i 317 kr. og noterede sig dermed også en samlet marginal fremgang i november.
NETCOMPANY-RIVAL SOLGT TIL KAPITALFONDEN AXCEL
Netcompany-interesserede kan kigge mod Norge, hvor konkurrenten Bekk ifølge Børsen er blevet afhændet til kapitalfonden Axcel for en pris på 1,7 mia. norske kr. - eller omtrent 1,1 mia. kr.
For Pandora er kan der også komme lidt gang i handlen mandag, efter at sidste uges store handelsuge grundet black friday er overstået.
Pandora-aktien sluttede fredag 0,1 pct. lavere i 769,20 kr.
I den lidt mindre afdeling har RTX, som i sidste uge afleverede årsregnskab for 2024/25 og i den forbindelse også gav langsigtede finansielle forventninger, fået løftet sit kursmål hos Danske Bank til 140 kr. fra 120 kr.
RTX faldt fredag med 3,8 pct. til 102 kr.
.\\˙ MarketWire