Jyske Bank, Alm. Brand, Demant og GN må sammen med Carlsberg kappes om opmærksomheden omkring det danske aktiemarked onsdag morgen, hvor der samlet er udsigt til en lidt lavere åbning på aktiemarkedet.
Handlen kan ventes lidt afdæmpet op til nyt fra den amerikanske centralbank efter dansk lukketid. Aktiefutures i Europa ligger lavere.
Den tyske DAX-future ligger 0,3 pct. lavere ved 8-tiden. De amerikanske futures ligger omkring uændret. Der ventes ikke en renteændring fra USA, men der vil dog være fokus på retorikken på det efterfølgende pressemøde.
C25-indekset steg tirsdag 0,6 pct. til 1917,56, og 15 af indeksets 25 selskaber endte i plus.
Onsdag er regnskabsnyt fra Jyske Bank og Alm. Brand og Installatørgruppen. Carlsberg har fået konkurrentnyt fra Heineken, og GN har fået nyt fra den schweiziske konkurrent Logitech. Huscompagniet har fået barberet sit kursmål af SEB, mens Demant har fået sit løftet markant af Citi.
REGNSKABER FRA ALM BRAND OG JYSKE
Alm. Brand Group leverede fremgang i forsikringsresultatet i tredje kvartal, hvor forsikringsselskabet allerede havde signaleret et pænt resultat i forbindelse med en opjustering den 5. oktober.
Regnskabet er dog endnu bedre end forudset af analytikere på flere indtjeningsposter. Alligevel har Alm. Brand fundet anledning til at skære i antallet af medarbejdere.
Allerede den 5. oktober meddelte Alm. Brand Group, at opjusteringen var drevet af et lavt antal storskader og vejrrelaterede skader samt afløb.
På koncernniveau kom Alm. Brand ud af kvartalet med et forsikringsresultat på 755 mio. kr. mod 535 mio. kr. i samme periode året før. Her havde analytikere ventet et plus på 668 mio. kr.
Alm. Brand-aktien steg 0,9 pct. til 17,67 kr. tirsdag.
Jyske Bank steg tirsdag 1,9 pct. til 1064 kr. Onsdag morgen bekræftede banken de foreløbige regnskabstal, der blev offentliggjort 12. oktober i forbindelse med bankens opjustering.
Banken kommer ud med et overskud på 1278 mio. kr., hvilket er lig det foreløbige resultat. Analytikerne havde ventet 1178 mio. kr. mod 1455 mio. kr. i tredje kvartal 2025, viser estimater indsamlet inden opjusteringen.
Bankens nettoresultat for hele året ses nu i intervallet 4,7-5,2 mia. kr. mod tidligere ventet 4,3-5,1 mia. kr. - svarende til en opjustering på 250 mio. kr. målt på midtpunktet af intervallerne. Analytikerne ventede - inden opjusteringen - et overskud i 2026 på 4,953 mia. kr.
KONKURRENTNYT TIL CARLSBERG OG GN
Carlsbergs store hollandske konkurrent, Heineken, har leveret handelsopdatering for tredje kvartal onsdag morgen. Den viste en markant bedre end ventet vækst. Den organiske volumenvækst blev rapporteret til 4,8 pct. mod ventet 2,95 pct. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Omsætning landede på knap 8,1 mia. euro mod ventet lige under 8 mia. euro. For regionerne melder Heineken om en organisk volumenvækst på 0,6 pct. i Europa, drevet af stærke resultater hen over sommeren, innovation og vundne markedsandele. Volumenvæksten i Asien-Stillehavsområdet er landet på 17,3 pct. Forventningerne til hele året bliver fastholdt og lyder uændret på en organisk vækst på 2-6 pct
Carlsberg-aktien faldt 1,5 pct. til 953,60 kr. tirsdag.
GN steg 2,8 pct. til 114,95 kr. i tirsdagens handel. Sent tirsdag offentliggjorde konkurrenten Logitech regnskab. Aktien faldt i det amerikanske eftermarked med 4 pct., men det skyldes i høj grad et selskabsspecifikt problem hos en leverandør, der presser aktien.
Logitech har således leveret et bedre end ventet regnskab for sit forskudte andet kvartal 2025/26, men fortsatte forsyningsproblemer for den schweiziske GN-rival ventes dog stadig at påvirke i tredje kvartal.
I Logitechs andet kvartal, der følger kalenderårets tredje, er omsætningen øget med 3 pct. til 1,22 mia. dollar, hvilket er en spids over analytikerprognosen indsamlet af Bloomberg News på 1,21 mia. dollar.
Omsætningen er ifølge topchef Hanneke Faber understøttet af vækst i Americas samt inden for produktkategorierne Video Collaboration og Gaming.
REGNSKABSNYT FRA INSTALLATØRGRUPPEN
Installatørgruppen har onsdag morgen aflagt sit andet regnskab som børsnoteret selskab, der blandt andet byder på tocifret vækst på toplinjen.
Omsætningen voksede med 42,8 pct. til 1,24 mia. kr. i tredje kvartal fra 865 mio. kr. i samme periode sidste år. På bunden lander resultatet på 41 mio. kr. mod 60 mio. kr. i samme periode af 2025.
Forventningerne er desuden de samme som ved børsnoteringen.
Intallatørgruppen lukkede tirsdag i 12,37 kr. efter et plus på 1,1 pct. Selskabet blev introduceret til 15 kr. i sommer.
RUNDBARBERET KURSMÅL TIL HUSCOMPAGNIET
Kursmålet for Huscompagniet er tirsdag blevet reduceret med knap 26 pct. til 26 kr. fra 35 kr. af finanshuset SEB. Det fremgår af data fra Bloomberg News. Anbefalingen af aktien fastholdes på "hold".
Huscompagniet steg 1,2 pct. til 24,40 kr. tirsdag.
.\\˙ MarketWire