17. mar. 2026 kl. 07:12
226 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: GN og Novo sætter sig igen på sendefladen i let negativt marked

Aktier/tendens: GN og Novo sætter sig igen på sendefladen i let negativt marked

GN vil sammen med Novo Nordisk atter være i fokus på det danske aktiemarked tirsdag morgen, hvor der efter lidt lettelse i mandagens handel umiddelbart atter er udsigt til nedtur.

Hvis man bruger udviklingen i handlen med futures som rettesnor, peger pilen i hvert fald på moderat nedgang i både Europa og USA fra start tirsdag.

Oliepriserne stiger igen tirsdag morgen, og det sender fluks futures ned, mens der stadig ikke er udsigt til nævneværdig bedring i konflikten mellem Iran og USA og Israel.

Mandagens store danske aktiehistorie var GN's salg af sin høreapparatforretning, der endte med at udløse en kursstigning på godt 20 pct. Det var også med til at trække C25-indekset op i en samlet stigning på 1,2 pct. til 1688,98.

Tirsdag har analytikerne kunnet tygge sig igennem alle informationerne, hvilket formentlig vil kaste en række kommentarer - og muligvis ændrede kursmål og anbefalinger - af sig.

Et par anbefalingsændringer er der allerede kommet fra Morningstar, der har sænket til "hold" fra "køb" efter mandagens kurshop, men til gengæld er kursmålet blevet hævet til 123 kr. fra 114 kr., viser data fra Bloomberg News.

Jyske Bank har ligeledes sænket til "hold" fra "køb" og reduceret kursmålet til 120 kr. fra 140 kr., viser et notat fra banken tirsdag morgen.

GN endte mandagens handel 21,2 pct. højere i 105,30 kr.

NOVO KAN HAVE UDSIGT TIL NY KONKURRENT I FEDMEBEHANDLING

Den amerikanske storbank Citigroup ser på sigt endnu en mulig udfordrer til Novo Nordisks Wegovy-pille mod svær overvægt.

Det er konklusionen, efter at det amerikanske biotekselskab Structure Therapeutics mandag offentliggjorde data fra et fase 2-studie med et lille GLP-1-molekyle, aleniglipron, til behandling af svær overvægt.

Studiet viste et faktisk vægttab på 15,3 pct. for de patienter, der fik den i studiet mest potente dosis. Gruppen af patienter, der fik placebo eller snydemedicin tog omkring 1 pct. på, så placebojusteret var der ifølge Structure Therapeutics tale om et vægttab på 16,3 pct. efter 44 ugers behandling.

- Vi mener, at vægttabsprofilen står sig godt i sammenligning med Novos Wegovy-pille (16,6 pct. efter 64 uger; 13,9 pct. justeret for placebo), og da der ikke ses noget plateau, tyder det på, at der er potentiale for yderligere vægttab i et længerevarende forsøg, skriver Citi i et notat.

Hos HSBC har analytikerne desuden ifølge data fra Bloomberg News sænket kursmålet for Novo Nordisk til 280 kr. fra 350 kr. og gentaget den neutrale anbefaling "hold".

Novo-aktien steg mandag med 0,5 pct. til 248,30 kr.

For Carlsberg og ALK kan der blive tale om en smule teknisk pres tirsdag, hvor retten til udbytte i begge aktier fragår.

For Carlsbergs vedkommende er der tale om 29 kr. per aktie, mens udbyttebetalingen hos ALK-Abelló er 1,6 kr. per aktie.

Carlsbergs B-aktie sluttede mandag 0,6 pct. højere i 887 kr., og ALK gik 1,3 pct. frem til 212,20 kr.

OLIEPRISEN STYRER STADIG MARKEDET

Overordnet er det brede marked fortsat i høj grad styret af nyhederne omkring krigen mellem Iran på den ene side og USA og Israel på den anden - og ikke mindst dens effekt på olieprisen.

Den australske centralbank, Reserve Bank of Australia, har allerede reageret med en renteforhøjelse i kølvandet af højere energipriser og dermed øget inflationsfrygt.

I denne uge vil investorerne også holde godt øje med kommentarerne fra både centralbanken i USA, Federal Reserve, og Den Europæiske Centralbank (ECB), der begge holder rentemøder.

For begges vedkommende er forventningen i markedet dog i første omgang en fastholdt rente.

- Olieprisen styrer aktiemarkederne i øjeblikket, og gårsdagens fald i olieprisen gav medvind til risikovilligheden. Det løftede aktierne og sendte renterne ned. Her til morgen er optimismen aftaget i takt med højere oliepris, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,4
Baseret på 414 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig