18. mar. 2026 kl. 06:48
115 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Medvind på faldende oliepris i vente - Mærsk i fortsat fokus

Aktier/tendens: Medvind på faldende oliepris i vente - Mærsk i fortsat fokus

Krigen i Mellemøsten og olieprisen svinger taktstokken på de finansielle markeder - og det danske har ikke været noget undtagelse.

Mærsk er sejlet frem - og B-aktien er siden starten af krigen steget med næsten 15 pct., da fragtraterne stiger på uroen, da ruterne er forstyrret af krigssituationen. Det tegner lidt til, at fragtraterne fortsætter op i de kommende uger også, og det er bare godt for rederiernes indtjening.

Onsdag kan der dog også skeles til den amerikanske centralbank, hvis rentemøde afsluttes efter dansk lukketid på børsen.

NNIT kan komme i fokus med ny topdirektør, mens Jyske Banks aktie handles uden retten til udbytte, hvilket kan give lidt pres på aktiekursen.

Samlet ser det ud til, at eliteindekset, C25, kan få lidt medvind, da futures for både Wall Street og det tyske Dax-indeks ligger i grønt - og hvor sidstnævnte ligger til et plus på 0,7 pct.

Tirsdag endte det danske eliteindeks, C25, med en stigning på 0,5 pct. til 1698,03. Samlet steg 18 aktier, mens syv aktier faldt.

- Onsdag morgen er olieprisen faldet en smule tilbage, hvilket har givet anledning til lidt fornyet optimisme frem mod aftenens vigtige møde i den amerikanske centralbank, påpeger Nordea i en morgenkommentar.-

- Der er stort set ingen tvivl om, at centralbanken vælger at fastholde styringsrenten uændret, men der er stor spænding omkring, hvilke signaler de vælger at sende til markederne. Det gælder både i forhold til truslen om en ny bølge af høj inflation som følge af de stigende energipriser og i forhold til den negative påvirkning på væksten, der kan risikere at følge med krigen. Aktuelt indpriser markederne, at der kommer én rentenedsættelse i USA frem mod årets udgang, skriver storbanken.

MÆRSK I GOD STIME

A.P. Møller-Mærsk, der steg 3,7 pct. tirsdag til 18.000 kr., er i smult vande på grund af presset på fragtraterne i forbindelse med uroen i Mellemøsten.

B-aktien er steget fra 15.675 kr. fredag den 27. februar - dagen før USA og Israel angreb Iran. Udviklingen hos de asiatiske konkurrenter inden for containertransport er da også overvejende positiv onsdag

Og så har NNIT fundet sin kommende topchef i Claus Rydkjær, der vil starte i jobbet den 7. april 2026. Han overtager stillingen fra Pär Fors, som tilbage i januar annoncerede sin afgang efter fem år som administrerende direktør i NNIT.

- NNIT går ind i en vigtig næste fase i eksekveringen af vores strategi med et stærkt fokus på at udvide vores internationale tilstedeværelse inden for life sciences og i den offentlige sektor i Danmark, siger bestyrelsesformand i NNIT, Carsten Dilling, om den nye direktør.

Aktien faldt tirsdag 5,5 pct. til 42,35 kr.

GN I ANALYTIKERMODVIND

Efter GN i mandags meddelte, at selskabet har aftalt at sælge sin høreapparatsforretning til italiensk Amplifon, har analytikerne stået i kø for at ændre anbefalingen af aktien i et selskab, der i sin tid hed GN Store Nord. Senest er det finanshuset Jefferies, der har sat anbefalingen ned til "hold" fra "køb", mens kursmålet er uændret 111 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News. Aktien tog et kurshop på 21,2 pct. mandag, hvor salget blev annonceret.

Også Jyske Bank er gået på "hold" efter frasalget. Og tirsdag sagde bankens senioraktierådgiver Martin Munk, at det skete i lyset af, at GN har solgt den stærke del af selskabet fra.

- Høreapparatforretningen har været den stabile del af GN og vækstmæssigt leveret rigtig godt. Nu står man tilbage med den noget mere volatile del, Enterprise- og Gaming-forretningen. Og så også nogle aktier i Amplifon og nogle kontanter, sagde han tirsdag til MarketWire.

I samme boldgade har Demant været under behandling hos finanshuset Jefferies, som hæver sin anbefaling af høre-aktien til "køb" fra tidligere "hold", viser data fra Bloomberg News.

Jefferies skærer modsat en smule i kursmålet til 245 kr. fra 255 kr.

Det nye kursmål indikerer dog stadig et pænt kurspotentiale på 31,6 pct. i forhold til tirsdagens lukkekurs der var 186,20 kr. efter en stigning på 2,5 pct.

Onsdag kan der komme tekniks pres på Jyske Bank, da der fragår udbytte på 25 kr. per aktie i dag.

Jyske Bank steg 0,9 pct. tirsdag til 882,50 kr.

Også Djurslands Banks aktie handels uden retten til udbyttet, der er på 20 kr. per aktie. Aktien faldt 0,8 pct. til 960 kr. tirsdag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 215 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig