16. jun. 2026
38 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Roen indfinder sig igen efter global aktiefest

Aktier/tendens: Roen indfinder sig igen efter global aktiefest

Mandagens eufori efter meldingerne om en fredsaftale mellem USA og Iran har tirsdag fortaget sig.

Det lægger op til en handelsstart uden de store udsving, når den danske børs åbner klokken 9. Futures for det tyske DAX-indeks handles tæt på fladt tirsdag morgen, mens der i USA er små fald i vente for de toneangivende futures efter pæne plusser og en rekord til Dow Jones-indekset mandag.

C25-indekset fik imidlertid ikke del i festglæden på ugens første dag, hvor et pres på defensive aktier og A.P. Møller-Mærsk resulterede i et fald på 0,5 pct. til 1762,22 trods pæne stigninger til blandt andet Rockwool og FLSmidth.

Tirsdag er der endnu meget ukendt om den foreløbige aftale mellem USA og Iran. Meldinger om godtgørelse til Iran efter krigen er blandt andet blevet afvist af den amerikanske præsident, Donald Trump.

Vicepræsident J.D. Vance har over for mediet CNN forklaret, at der er tale om en hensigtserklæring (memorandum of understanding). Heri skulle der blandt andet stå, at Iran og USA forpligter sig til regional fred og stabilitet.

For Iran forudsætter det blandt andet, at landet "skal stoppe med at finansiere voldelige terrororganisationer, og de skal stoppe med at bidrage til regional ustabilitet", siger han til CNN ifølge Ritzau.

NOVO KAN HAVE NY BLOCKBUSTER I PORTEFØLJEN

Novo Nordisk kan have en mulig blockbuster i sin portefølje, vurderer børshuset Morgan Stanley i en analyse.

Det er midlet ziltivekimab til behandling af hjerte-kar-hændelser, der ifølge analytiker Thibault Boutherin har potentiale til at sælge for mere end 1 mia. dollar om året.

Novo fremlægger senere i år fase 3-data med ziltivekimab, og forventningen fra Morgan Stanley er, at midlet i studiet vil kunne vise en reduktion i hjerte-kar-hændelser på mere end 15 pct. På den baggrund spås en omsætning på 3 mia. dollar om året, fremgår det af analysen.

Den danske medicinalgigant vil dertil snart søge om godkendelse af sin vægttabspille Wegovy i Kina, fortæller topchef Mike Doustdar ifølge Reuters.

Aktien i Novo faldt mandag 0,6 pct. til 285,60 kr.

ZEALAND TRIMMES HOS UBS

Zealand Pharma har fået skåret sit kursmål til 540 kr. fra 730 kr. hos den schweiziske investeringsbank UBS, der dog stadig siger "køb" til aktien.

Sænkningen af kursmålet følger en større nedtur i Zealand-aktien 8. juni, efter at selskabet præsenterede udvidede data for lægemiddelkandidaten survodutid, der ikke faldt i markedets smag.

Det sendte aktien ned med 22,7 pct. Siden har der kun været plusser på programmet, og mandag steg Zealand-aktien for femte børsdag i streg - denne gang med 3,5 pct. til 306 kr.

MÆRSK FORTSAT I FOKUS

Aktierne i A.P. Møller-Mærsk kan tirsdag igen komme i fokus, når handlerne regner på mulighederne i og konsekvenserne ved fredsaftalen mellem USA og Iran.

Selskabets aktier har i løbet af krigen været understøttet af usikkerheden i regionen, der har sendt fragtraterne i vejret.

En ende på krigen kan imidlertid sætte en stopper for de stigende fragtrater.

Mandag faldt B-aktien i Mærsk med 6,8 pct. til 16.515 kr.

AGF opjusterede sent mandag sine forventninger til 2025/26. Opjusteringen følger fodboldklubbens triumf ved det danske fodboldmesterskab, og der ventes nu et resultat på nul til minus 15 mio. kr.

Aktien endte mandag uændret i 1,19 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 117 anmeldelser

Mest læste artikler