Aktiefutures dykker, og erhvervslivet må være rundforvirret, efter at USA's præsident, Donald Trump, fredag valgte at trodse et stort nederlag i den amerikanske højesteret, der underkendte Trump-administrationens tidligere toldregime, ved blot at indføre nye globale toldsatser. Herhjemme har en række selskaber været en tur gennem børshuses regneark, blandt andet Vestas, ISS og Genmab,
Futures falder mandag morgen og indikerer en negativ åbning i USA på omkring 0,7 pct. målt på S&P 500-indekset, og den tyske DAX-future falder i samme størrelsesorden.
Fredag steg det danske eliteindeks, C25, med 0,7 pct. til 1816,12.
Efter nederlaget i højesteret annoncerede Trump allerede fredag aften en told på resten af verden på 10 pct. med virkning fra den 24. februar, og lørdag hævede den amerikanske præsident så toldsatsen til 15 pct. via sit sociale medie Truth Social.
Tolden er angiveligt indført med øjeblikkelig virkning. Nogle varer er dog undtaget. Det gælder blandt andet lægemidler og kritiske mineraler.
Investorerne ved da heller ikke, hvilket ben de skal stå på, vurderer investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen.
- Fredag var der først stigninger i aktier, som ville få glæde af, hvis tolden alligevel ikke gjaldt, eller hvis den told, som var betalt af forbrugerne, ultimativt ville blive tilbagebetalt til virksomhederne. Den glæde forstummede dog lidt mod den europæiske handelsafslutning, konstaterer Per Hansen.
VESTAS UNDER LUP
Blandt eliteaktierne har Vestas fået løftet sit kursmål til 185 kr. fra 170 kr. hos Morgan Stanley. Den amerikanske storbank gentager desuden den neutrale anbefaling "ligevægt".
Vestas, der faldt 0,1 pct. fredag til 159,65 kr., præsenterede inden weekenden en stor ordre på hele 1380 megawatt (MW) fra tyske RWE til et havvindmølleprojekt i Storbritannien.
Også ISS har fået sat kursmålet op af Morgan Stanley til 258 kr. fra 245 kr. Samtidig gentager finanshuset anbefalingen "overvægt". ISS faldt fredag 3 pct. til 236,60 kr.
Genmab, der steg 3,5 pct. til 1853,50 kr., har fået løftet sit kursmål af finanshuset Bernstein. Det lyder nu på 1400 kr. mod før 1015 kr., men ligger dermed en god bid under den nuværende børskurs. Bernsteins anbefaling af Genmab er "underperform".
SEB har kigget nærmere på AL Sydbank, der får løftet sit kursmål med 50 kr. til 640 kr. Anbefalingen er uændret "køb" af banken, der steg 1,2 pct. fredag til 549,50 kr.
CHEMOMETEC STÅR VED VENDEPUNKT MENER TYSK BANK
Blandt sidepapirerne har Chemometec fået sænket sit kursmål til 900 kr. fra 970 kr. hos Berenberg, der gentager anbefalingen "køb".
Kursmålet indikerer potentiale for mere end en fordobling sammenlignet med lukkekursen på 400 kr. fredag, hvor producenten af celletællingsudstyr kom med regnskab.
- Chemometec rapporterede et svagt andet kvartal af 2025/26, hvor de amerikanske aktiviteter var stærkt påvirket af nedlukningen af den amerikanske regering i oktober og november. Vi fastholder vores opfattelse af, at Chemometec befinder sig ved et vendepunkt, skriver Berenberg i analysen.
ALK-Abelló, der faldt 2,5 pct. 214,60 kr., har fået løftet sit kursmål til 255 kr. fra 243 kr. hos DNB Carnegie i kølvandet af regnskabet i fredags. Anbefalingen er uændret "køb".
Gubra har også været til eftersyn hos DNB Carnegie, der sænker sit kursmål til 510 kr. fra 538 kr. og gentager "køb". Biotekaktien steg fredag 3,3 pct. til 375 kr.
MT Højgaard, der faldt 9 pct. til 463 kr., har fået kappet 25 kr. af sit kursmål hos SEB, der nu sigter efter 600 kr. mod tidligere 625 kr. Anbefalingen er stadig "køb".
Entreprenørkoncernen faldt tungt fredag i kølvandet af sit årsregnskab, som topchef Rasmus Untidt ellers erklærede sig rigtigt godt tilfreds med. I 2026 ventes resultater på linje med sidste år.
.\\˙ MarketWire