Der er tirsdag udsigt til en grøn dag på det danske aktiemarked tirsdag, der er uden markante skemasatte nyheder op til onsdagens regnskabsstorm.
Demant og Mærsk kan dog få fokus efter at have fået sænket anbefalingerne, og Carlsberg kan få fokus fra en artikel på Finans, om at selskabet skal lukke endnu et indisk bryggeri, inden selskabets indiske aktiviteter kan børsnoteres.
Tirsdag er der "kun" regnskaber fra Rovsing, H+H, Copenhagen Capital og SJF Bank.
Fredshåb i Iran-krigen, et løft til teknologiaktier og faldende oliepriser giver optimisme og var også med til, at aktiemarkederne mandag gik til vejrs.
Amerikanske aktier steg efter europæisk lukketid. De tre toneangivende amerikanske aktieindeks lukkede alle med stigninger over 2 pct. Teknologiindekset Nasdaq steg 2,7 pct. Futures for de tre indeks peger tirsdag ved 8-tiden på nye stigninger på op til 0,4 pct. Nasdaq ligger dog 0,2 pct. lavere.
Der er også positiv stemning på de asiatiske markeder. Der er stigninger på knap 5 pct. i Sydkoreas Kospi-indeks, hvor netop teknologiaktierne vejer tungt.
DAX-futuren ligger ved 8.00-tiden 1 pct. højere.
Zealand Pharma fløj mandag til tops efter nye studiedata for fedmehåbet survodutid. Generelt havde de defensive aktier en god dag på børsen, samtidig med at ISS, AL Sydbank og Jyske Bank lukkede i rekord.
Samlet set lukkede det danske C25-indeks mandag med en stigning på 0,5 pct. i 2018,22 efter fredagens dyk på 0,6 pct.
CARLSBERG SKAL LUKKE ENDNU ET INDISK BRYGGERI
Carlsberg kan få fokus efter, at bryggeriet er blevet påbudt at lukke endnu et anlæg i Indien for regelbrud, skriver Finans. I forvejen har bryggeriet været tvunget til at lykke ned for et bryggeri i Alwar, da forureningen derfra var otte gange højere end det tilladte niveau.
De to bryggerier står for mere end en fjerdedel af Carlsbergs egne lokale produktion i Indien. Kravene fra de indiske myndigheder sker forud for den planlagte børsnotering af Carlsbergs indiske forretning.
- Timingen kunne ikke have været værre, siger senioranalytiker i Jyske Bank Haider Anjum over for Finans.
Carlsbergs B-aktie faldt mandag 0,8 pct. 1017,50 kr.
ANALYSEHUG TIL DEMANT, MÆRSK OG COLOPLAST
Demant har fået sænket anbefalingen til neutralt territorium hos Jefferies, viser data fra Bloomberg News. Anbefalingen hedder nu "hold" mod tidligere "køb", men kursmålet er omvendt sat op til 395 kr. fra 345 kr.
Aktien i Demant har nydt store kursstigninger i 2026 og er siden nytår steget 75 pct. Mandag steg aktien 0,1 pct. til 376,80 kr.
Mærsk-aktierne har fået et analysehug af den britiske storbank Barclays, der har sænket sin anbefaling til "undervægt" fra "ligevægt", og samtidig er kursmålet blevet kraftigt skåret til 17.500 kr. fra 25.000 kr. Det fremgår af data fra Bloomberg News.
Ifølge analytiker Marco Limite er der stadig fin støtte til indtjeningen på kort sigt, hvilket årets tredje opjustering af forventningerne i sidste uges regnskab for tredje kvartal også understregede. Men samlet set har balancen mellem risiko og gevinst flyttet sig til den negative side, vurderer han ifølge Bloomberg News i et analysenotat.
Mærsks B-aktie faldt 2,1 pct. til 19.865 kr. mandag. Det var ottende handelsdag på stribe med fald til aktien.
Coloplast har fået sænket kursmålet til 400 kr. fra 475 kr. af finanshuset Equita SIM, der fastholder anbefalingen "hold", viser data fra Bloomberg News.
Coloplast faldt 2,3 pct. til 496,70 kr. mandag.
Inden onsdagens veritable regnskabsstorm fra relativt tunge selskaber som Vestas, Lundbeck, Unibrew og FLSmidth foruden DFDS og STG, er der tirsdag kun regnskab fra mindre tunge selskaber, da Rovsing, H+H, Copenhagen Capital og SJF Bank i dagens løb leverer tal.
.\\˙ MarketWire