26. aug. 2026 kl. 09:45
84 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

AL Sydbank efter flad udvikling i erhvervsudlån: "Der er hård konkurrence"

AL Sydbank efter flad udvikling i erhvervsudlån: "Der er hård konkurrence"

Det er privatkunderne, der har givet udlånsvækst hos AL Sydbank i andet kvartal, mens erhvervsudlånet omvendt har udviklet sig fladt.

Hård konkurrence og tabet af et par lidt større erhvervskunder påvirker udlånet til erhverv, og nogle store kunder har også tilbagebetalt noget udlån, forklarer AL Sydbanks administrerende direktør, Mark Luscombe, i et interview med MarketWire.

I andet kvartal er privatudlånet steget med 1,7 mia. kr. til 51,2 mia. kr. i forhold til kvartalet før, mens erhvervsudlånet ligger uændret på 92,4 mia. kr.

- Mens de andre banker har rapporteret lidt fremgang på erhvervsudlån, så man kan sige, hvorfor vi er flade, når vi er så store på erhverv. Det er vi, fordi vi har nogle relativt store engagementer, hvor der er blevet lavet nogle tilbagebetalinger, siger Mark Luscombe.

- Og så vil jeg også være ærlig omkring, at vi oplever, at der er ret meget konkurrence i markedet. Det gør, at vi også har mistet et par lidt større kunder her i kvartalet. Hvis man ligesom kigger igennem det og sorterer det fra, så ser vi faktisk underliggende vækst i vores erhvervsforretning. Det bliver bare lidt sløret af, at det samlede tal er fladt, siger Mark Luscombe.

I forhold til udsigterne for erhvervsudlånet pointerer han, at vækst i sig selv ikke er en målsætning.

- Det skal være profitabel vækst. Det er ret vigtigt for os. Vi altid kede af at miste kunder, men der er også en grænse for, hvor langt vi vil strække os på pris. Jeg oplever, at vi har en enorm loyal kundebase på vores erhvervsforretning. Det gør også, at den her underliggende vækst, som vi også ser på vores erhvervsforretning, den forventer vi faktisk kommer til at fortsætte, siger Mark Luscombe.

Men hvordan det kommer til at afspejle sig i den samlede udlånsportefølje er svært at forudsige.

- På sådan en portefølje er der jo hele tiden noget tilbageløb, så det kan være lidt svært at sige. Men jeg forventer faktisk, at den underliggende kreditefterspørgsel på erhverv fortsætter ind i tredje og fjerde kvartal, tilføjer Mark Luscombe.

AL Sydbank er kendetegnet ved et fortsat voldsomt stort indlånsoverskud, og det er blevet endnu større i år. Mens udlån ved udgangen af halvåret lå på samlet 143,7 mia. kr., så er indlånet på 219,4 mia. kr. - svarende til en vækst på 10,1 mia. kr. for halvåret og 6,5 mia. kr. i andet kvartal.

Indlånet på 219,4 mia. kr. er dog ikke det nye niveau for banken, fastslår Mark Luscombe.

- Der er en underliggende vækst på vores indlån, så den trend, vi har set i det tidligere kvartal, er altså også fortsat ind i andet kvartal. Men dertil har vi henover kvartalsafslutningen haft nogle af vores kunder, der har placeret nogle større indlån hos os. Og de kommer ikke til at fortsætte ind i tredje kvartal, siger direktøren.

- Derfor skal man ikke forvente, at de 219 mia. kr. ligesom er det nye niveau, vi ligger på, forklarer Mark Luscombe.

På grund af bankens store indlånsoverskud, har renteudviklingen i andet kvartal med stigende renter været positiv for indtjeningen. Den højere forrentning af overskudslikviditeten giver nemlig vækst i posten for nettorenter, som i andet kvartal er steget 3 pct. på kvartalsbasis til 1728 mio. kr.

- Vi nyder godt af, at renterne er på vej opad. Vi har haft en renteforhøjelse i Danmark også, og det kan være, at der kommer mere. Så i dag har vi lidt medvind i ryggen på det område, siger Mark Luscombe.

I bankens regnskab springer det også i øjnene, at posten "Provisioner mv. investeringsforening og pensionspuljer" i kvartalet viser en vækst på hele 15 pct. til 196 mio. kr.

Og at indtægter fra kapitalforvaltning stiger 14 pct. til 174 mio. kr.

- Det er jo et exceptionelt godt kvartal der. En del af det er bestemt volumendrevet, men der er også noget af det, som er lidt mere engangs, herunder dividender og sådan noget, som vi får fra Sparinvest og fra andre, forklarer Mark Luscombe.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 563 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig