Selv om Alm. Brand Group kan glæde sig over et rekordresultat i tredje kvartal, vælger forsikringskoncernen at sige farvel til en række medarbejdere og sløjfe i alt 85 stillinger.
Og det kan da også ved første øjekast virke modstridende, men er nødvendigt for at styrke lønsomheden og konkurrenceevnen i tråd med strategien, lyder meldingen.
- Det er på mange måder en lidt speciel dag, for vi leverer det bedste forsikringsresultat på et kvartal i den her koncern nogensinde og er samtidig i den beklagelige situation, at vi er nødt til at sige farvel til gode og værdsatte kollegaer, siger Andreas Ruben Madsen, topchef i Alm. Brand Group, til MarketWire.
Forklaringen er med topchefens egne ord, at Alm. Brand Groups resultatfremgang har været drevet af en "lidt heldig hånd" og i særdeleshed meget få stor- og vejrskader og store afløbsgevinster.
EN DEL BEDRE END VENTET
Samlet leverede Alm. Brand et forsikringsresultat på 755 mio. kr. mod 535 mio. kr. i samme periode året før. Her havde analytikere ventet et plus på 668 mio. kr.
Men omkostningsprocenten steg til 16,1 pct. fra 15,8 pct. og var uændret 17 pct. i årets første tre kvartaler.
Målsætningen i strategien for 2028 er, at reducere omkostningsprocenten til 16 pct.
- Vi er nødt til i tråd med den strategi, vi har lagt, at lægge os i selen for at effektivisere, så vi bevarer konkurrencekraften og vores plads i markedet også i fremtiden, siger Andreas Ruben Madsen.
Han peger på, at tredje kvartal godt nok var præget af en forbedring i de underliggende skader, men ikke helt så meget som i første halvår.
- Og så har vi omkostninger, der peger marginalt den forkerte vej. Det er ikke det, der er forklaringen, men jeg siger bare, at når vi ser på den underliggende forsikringsdrift, så er det ikke prangende det hele. Og vi har brug for i tråd med strategien at kigge på vores effektivitet, og derfor er vi desværre nødt til at sige farvel til gode kollegaer, siger Andreas Ruben Madsen.
I alt 85 stillinger rammes, svarende til omkring 4 pct. Heraf er der tale om 55 afskedigelser, mens 30 stillinger nedlægges.
KIGGER PÅ OMKOSTNINGER BREDT
Og omkostningsmæssigt har forsikringskoncernen også arbejdet på andre fronter. Datacentre er konsolideret, hvilket vil give årlige besparelser på 50 mio. kr.
- Og vi begynder også at se de første forbedringer i vores skadesudgifter fra strategiinitiativer, hvor man kan fremhæve initiativet vi kalder "smart repair", hvor vi går efter at øge andelen af simple parkeringsskader, der går til "smart repair", hvor man meget hurtigt og også lidt billigere for os, får repareret sine skader. Det giver 5 mio. kr. i kvartalet, siger Andreas Ruben Madsen.
Han mener, at de nuværende tilpasninger støtter op om og flugter med, at Alm. Brand kan bevæge sig mod strategimålet for 2028.
Men om det også vil kræve yderligere medarbejdertilpasninger, er et åbent spørgsmål.
- Det kan jeg ikke forholde mig til.
- Vi kigger jo faktisk ret bredt efter gevinster, der kan forbedre vores udgifts- og omkostningsbillede, både når det gælder administrationsomkostninger og skadeudgifter. På nuværende tidspunkt har vi den organisation, vi skal have, lyder det fra Andreas Ruben Madsen.
.\\˙ MarketWire