Producentpriserne i USA steg i september med det hurtigste tempo i mere end fire år, idet de stigende energipriser afspejles i den amerikanske økonomi.
På årsbasis steg producentpriserne med 6,3 pct. i september, hvor økonomerne adspurgt af Bloomberg havde ventet en stigning på 5,4 pct.
På månedsbasis var der tale om en stigning på 1,3 pct. mod en ventet stigning på 0,6 pct. ifølge økonomerne.
Ser man på udviklingen eksklusive fødevarer og energi, også kaldet kerneproducentpriserne, var den årlige stigningstakt på 5,0 pct., mens priserne var 0,7 pct. højere end i måneden før.
Der var ventet stigninger på henholdsvis 4,4 og 0,3 pct. i kerneproducentpriserne ifølge Bloombergs adspurgte økonomer.
Nøgletallene tyder på, at den underliggende inflation fortsat er solid side om side med de stigende brændstofpriser, der er et centralt tema op til midtvejsvalget i USA, skriver Bloomberg News.
Derudover tyder udviklingen på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sandsynligvis vil holde kursen mod yderligere rentestigninger i de kommende måneder, hvilket også blev bekræftet af onsdagens inflationsrapport, der viste, at forbrugerpriserne steg mere end ventet i september.
Ifølge torsdagens nøgletal steg energipriserne med 10,8 pct. i september, mens priserne på transport og vareopbevaring steg med 3,4 pct. Fødevarepriserne steg med 1,2 pct.
.\\˙ MarketWire